Blog Image

Chile

Kontakt os:

Axels e-mail
axel-arias@hotmail.com

Mikalas e-mail:
mikala-arias@hotmail.com

Signes e-mail:
signe@flotdesign.dk

Claudios e-mail:
claudio1@flotdesign.dk

Den sidste tid

Billeder Posted on %AM, May 24 2008 04:22:53

Efter et større vulkanudbrud nede sydpå i Chile, hvor befolkningen i to byer måtte evakueres efter at være blevet dækket af aske, var det næsten for meget, at efteråret pludselig var over os i tirsdags med så megen regn, at der var oversvømmelse flere steder. Floder løb over deres bredder, gaderne var hele floder, og omkring 2000 mennesker måtte evakueres. Selv mærkede vi det “kun” ved at det tog 1 1/2 time at køre de 10 km fra skolen i Valparaíso og hjem, og flere gange troede jeg, bilen ville begynde at flyde. Især aftenerne har været kolde, og med stormen og regnen susende om ørerne blev tankerne ledt hen på en novembernat i Danmark. Og så, pludselig! I dag kom solen frem, og vi har siddet på terrassen i flere timer kun iklædt shorts (og jeg en lille tækkelig topsmiley), kigget på vores udsigt og husket på, at sådan er det jo her – vinteren er aldrig rigtig kun vinter! Og sådan lader vi nu op til den sidste tid af vores forældreorlov her i Chile.

Og så er der jo unægteligt gået noget tid siden jeg sidst har fået opdateret denne side – efter vores rejse rundt i Chile var det ligesom om, at der ikke var så meget nyt fra vestfronten. Men nu har jeg fået kigget vores billeder igennem – og så er der jo alligevel en del at fortælle. Så vi starter helt tilbage i slutningen af marts måned, hvor det stadig var sommer og sol, sol, sol – her Axel og Mikala på stranden her i Viña.

Blog Image

Blog Image

Det var også i slutningen af marts, vi var til Axel og Mikalas kusine Trayens fødselsdag i Santiago – Santiago er som en bageovn om sommeren, men børnene virkede helt upåvirkede, de hyggede sig gevaldigt og legede en hel masse.

Blog Image

Blog Image

April måned fortsatte med sol og sommer, svømmebassin og strandvejr. Børnene var jo tilbage i skole igen – sommerferien sluttede i starten af marts – men i weekenderne var der masser af tid til at nyde det gode vejr. Her er vi på en strand-restaurant at spise skaldyrs-empanadas med nogle gode venner:

Blog Image

Som jeg har fortalt om før sagde alle lærerne på børnenes skole kollektivt op ved sidste skoleårs afslutning, og oprettede en ny skole, denne gang i Valparaíso. På trods af en meget længere skolevej besluttede vi at følge dem – børnene er glade for deres lærere og kammerater, og det har også vist sig at være en god beslutning. Nu er det jo de samme lærere, oven i købet den samme skoleinspektør – så grundlaget er det samme, og ikke mindst den vægt, der bliver lagt på den kunstneriske udfoldelse. Så det varede da heller ikke længe efter skoleårets start, før der blev arrangeret en “Peña”, hvor børnene optrådte med sang og musik. Denne gang var der også inviteret en gruppe mapuche-indianere, der sang og dansede deres traditionelle musik:

Blog ImageAxel og Mikala sang selvfølgelig også med deres respektive klasser:

Blog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImagePigen i blå bluse, der synger ind i mikrofonen på det sidste billede er Milena, Mikalas bedste veninde henne i skolen – hun bor lige i nærheden, og vi har lavet en kørselsordning med forældrene, så de ser rigtig meget til hinanden og er tit hjemme hos hinanden at lege. Og så er de begge helt vilde med Pet Shops – de små dyr med de store hoveder, som Mikala efterhånden har en hel samling af – her har Mikala taget “skolebilleder” af dem allesammen (men vi nøjes med et enkelt):

Blog Image

Pludselig måtte Claudio rejse sammen med sin søster de 2000 km ned til Puerto Montt – en fætter døde i en tragisk drukneulykke som lystfisker, og selvom de ikke nåede derned til begravelsen, tog de afsted for at være sammen med deres tante. Det blev også til et gensyn med familien – her er Claudios tante med sine børnebørn (den samme tante, som modtog mig og Claudio så gæstfrit i sit hjem for snart 1000 år siden dengang vi var unge smiley)

Blog Image

Et spring på nogle uger frem, børnene havde fri 1. og 2. maj – og vi tog igen til Santiago at besøge venner og familie. De venner, vi skulle besøge bor tæt på det sted, hvor Claudio og jeg første gang købte hus, og hvor Axel blev født – så vi slog et smut omkring vores udgangspunkt for at se, hvordan der så ud nu. Og her er vi så, 12 år senere:

Blog Image

Jeg glemte som sædvanligt at få kameraet frem hos vores venner – men dagen efter fik vi da taget det her billede af fætre og kusiner samlet hjemme hos Nayaret:

Blog Image

Efter den tur var det, at tre af os blev (meget) syge – jeg har aldrig følt mig så skidt tilpas, så nu er jeg (måske?) blevet tilhænger af at lade sig vaccinere mod influenza (hvis jeg altså kan overvinde min nåleskræk!). Så vi måtte udsætte min fødselsdag lidt – middagen med vennerne udsatte vi en uge (de var i øvrigt også syge allesammen!), og selv listede vi ud af hulen, noget hulkindede efter en uge på havregrød og suppe, på en solskinsdag dagen derpå, for at køre lidt sydpå til Laguna Verde, en smukt beliggende landsby i en bugt, hvor kystbjergene når helt ud til havet i bratte skrænter. Vi stoppede oven for landsbyen på en udkigspost – og da der var en herreløs hund, ville vi give den det hundemad, der ellers var tiltænkt “vores” herreløse hund hjemme. Men den var vist en spejder-herreløs-hund, der sad alene kun for at lokke intetanende madgivere til – for pludselig, ud af intet, var vi omringet af sultne hundeøjne smiley Heldigvis havde vi temmelig meget hundemad med…her nogle af hundene:

Blog Image

Og her Axel:

Blog Image

Vi fandt en hyggelig lille fiskerestaurant at spise fødselsdagsmiddag på – første ordentlige måltid i lang tid:

Blog Image

Bagefter gik vi en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tur på stranden, det var virkelig skønt med solen og blæsten i ansigterne – jeg tror, det var dér, vi virkelig blev raske:

Blog Image

Fuglelivet var enormt – som altid ved et flodudløb. Claudio fangede en fugl i flugt – er der nogen, der ved hvad det er for en?

Blog Image

Og så skal jeg jo lige huske at få sat et billede ind af mig også….:

Blog Image

Tilbage til hverdagen fik jeg en dag taget kameraet med i skolen da jeg skulle hente børn – så her et par billeder fra skolegården (på det første – “find Axel” – og på det andet “Hvorfor tager du billeder af mig?!?”):Blog Image

Blog Image

Nogle gange skal der også være plads til udflugter på hverdage, selvom børnene går i heldagsskole og alt det der – så en dag inviterede vi alle de unger, vi har med i bilen på havnerundfart i Valparaíso. Den uge lå der et stort, amerikansk krigsskib med plads til 65 fly tror jeg det var, og 3000 ansatte, ud for havnen – så Valparaísos barer m.m. (!) havde kronede dage. Man kan lige skimte det på billedet her, i baggrunden:

Blog Image

Vi var også lige et smut forbi de store kraner i havnen:

Blog Image

Og Gabriel, Mikalas klassekammerat, var lige henne og prøve en af de gamle kanoner, da vi var vel på land igen:

Blog Image

Når man sådan har fået en masse nye venner er der jo også nogle, der bliver gravide, nye små der kommer til verden – således lille Miguel her, søn af Ely og Jose Miguel, bror til Sofia og Joaquin som man måske husker er nogle af Axel og Mikalas bedste venner her:

Blog Image

Nååååååååh!

Det var her i sidste uge. I starten af ugen kom tågen ind fra havet og indhyllede Viña – vi kan stå heroppe og se, hvordan den kommer rullende op mod os, det er ret fascinerende:

Blog Image

Blæsten og regnen tog til, vi er tilbage hvor jeg startede denne fortælling – og da det endnu ikke var stilnet af tog vi (a pro pos) Sofia og Joaquin med en tur ned til stranden at se på de høje bølger, der stod som sprøjt ind mod kystpromenadens kampesten:

Blog Image

Sikke en kraft, naturen har! På det næste billede ved jeg ikke lige hvad der foregår – det ser nærmest ud som om Axel er ved at ofre sin fodbold til havet, men det tror jeg nu ikke (han har den i hvert fald endnu) smiley:

Blog Image

Mikala og Sofia: “Vi er her også”:

Blog Image

Ja, og så kunne det ikke blive mere aktuelle billeder – her et view ud over Viña del Mar, som den ser ud lige nu i skrivende stund, Viña By Night:

Blog Image

Vi nyder altså den sidste tid her – men glæder os også til at se jer allesammen igen! I morgen (lørdag) tager vi til Pomaire, den gamle indianerby med ler-kunsthåndværk, og derfra hjem til nogle venner fra “gamle dage” (Lorena og Pedro Pablo – for dem der kender dem!), som vi overnatter hos, og så benytter vi os lige af lejligheden til at slå et smut omkring Claudios søster m. familie. Men foreløbig vil jeg sige Godnat herfra, med en kærlig hilsen fra alle os til alle jer!



En rejseskildring

Billeder Posted on %AM, March 19 2008 04:10:17

smiley5000 kms oplevelser rigere kom vi tilbage til Viña del Mar en af de sidste dage af februars korte måned, hvor vi har brugt de sidste par uger på at komme på plads, få fast forbindelse med verden via internet og telefon (og ifølge Mikala det vigtigste: kabel tv), få børnene startet i skole igen, nu i Valparaíso, og være sammen med min tante og onkel og deres to venner, som er her i Chile for tiden. Dagene er fløjet afsted, og de eftermiddage, jeg egentlig havde tænkt mig at bruge på at opdatere hjemmesiden har solen og svømmebassinet ærligt talt trukket mere – og vejret har været temmelig godt, så det er ikke megen redigering, det er blevet til smiley

Vores nye, faste adresse er: Padre Hurtado 660, dpto I-72, Sector Agua Santa, Viña del Mar, Chile. Og telefonnummeret er: (0056) 32 273 83 35. Ja, vi har fundet en lejlighed samme sted som sidst, så alt er rosenrødt på dén led.

Nu til billederne fra vores rundrejse, Del 2 – jeg har virkelig forsøgt at sortere i dem, for at der ikke skulle blive for mange, så jeg kommer nok til at springe en masse over – men et uddrag må også være mere end rigeligt (og denne gang har jeg efter flere klager sørget for at komme med på nogle af billederne, og ikke kun stå bag kameraet smiley ).

Blog Image

Her er vi lige kommet til Puerto Montt, en havneby nede sydpå i Chile, og mens Claudio måtte bukke under for en maveinfluenza var børnene og jeg nede ved kystpromenaden og spise en aftensandwich. I Puerto Montt ligger et af de største kunsthåndværkermarkeder i Chile – det har jeg desværre ikke nogle billeder af, for dér tilbragte vi en del tid.

Man skal huske, at vi er på den sydlige halvkugle – jo længere sydpå, man kommer, jo koldere. Men selv nede sydpå I Chile har der været hedebølge i år, så vi havde ofte op omkring 28 graders varme. Det sydlige Chile er også meget grønnere, i modsætning til det centrale og det nordlige er der grønt bunddække, og bjergene er tæt beklædt med træer – som et tæppe, der ofte når helt ned til vandet. Så er det også de vidtstrakte naturparkers, vulkanernes og søernes land – så der er meget at lade øjet mættes med. Endelig er det indianerland og tyskerland – det er her, mapucheindianerne stadig kæmper for deres ret til deres eget land, og det er også her, de største tyskerkolonier blev dannet i slutningen af 1800 tallet og starten af 1900. Så mange stednavne er på mapuche, og man kan få küchen, sauer kraut og andre spændende, tyske specialiteter!

Vi var 7 dage i Puerto Montt, og tog ud derfra til forskellige steder i en omegn af 50 km. En af dagene tog vi en rundtur til de største af de byer, der ligger ud til Llanquihue-søen (vulkansø). Vi startede i Puerto Octay, en lille fredelig, smukt beliggende landsby med egen tysk kirkegård, drog derefter videre til Frutillar, hvor stilen er ren alpe-tysk, og hvor der hvert år bliver holdt store, klassiske koncerter med støtte og orkestre fra Tyskland, og endelig Puerto Varas, en smuk by med puls og masser af eventyr-turisme. Her kommer en lille foto-potpourri:

Blog Image

Claudio og børnene ved kirkegården i Pto Octay.

Blog Image

En blomst – ellers ikke noget jeg sådan tager billeder af, men denne her var så smuk i solskinnet, hvad den så end er for én.

Blog Image

Koncerthuset i Frutillar.

Blog Image

Et af de huse, en tysk familie byggede i sin tid – de var så store, da de skulle kunne rumme en masse børn, for ud over de mange tønder land, en tysk bondefamilie fik foræret af den chilenske stat fik de nemlig også ét styk kvæg for hvert nyfødt barn….

Blog Image

Den smukke kirke i Pto Varas.

Men noget af det mest imponerende (efter min mening, altså), vi overhovedet oplevede på hele vores 7 ugers lange rundrejse var nu, da vi besteg Vulkan Osorno – en udslukt vulkan med en perfekt kegleform, der kan ses langt væk, og som ligger i et helt ualmindeligt smukt landskab, ud til en kæmpe sø, omgivet af tætte skove og de smukke, smukke Andesbjerge med udkig til bjergtinder og andre vulkaner. Toppen ligger 2650 m over havet – men den kan man nu ikke komme helt op til. På vej derop i bilen fandt vi pludselig ud af, at vi var ved at løbe tør for benzin, så det var en temmelig spændende (og stejl!) opstigning. Man kommer frem til et skicenter med stolehejse, som vi kørte op i – helt derop, hvor vi kunne røre den evige sne og kigge ned i et lateralt krater. Billederne yder ikke virkeligheden retfærdighed – her kunne jeg godt have brugt en vidvinkel!

Blog Image

Blog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageFra Vulkan Osorno tog vi lige en smuttur omkring et vandfald på vej hjem – Petrohue, hedder det:

Blog Image

En anden dag tog vi lidt på lykke & fromme en tur ned af “La Carretera Austral”, som er den sydlige landevej i et ellers ret ufremkommeligt terræn mellem bjerge og hav. Der fandt vi en mand, der var ved at lave en “bio-park” med alle mulige dyr, bålsteder, naturlegetøj og meget mere på sin jeg-ved-da-ikke-hvor-mange-hektarer land. Tomas, viste det sig, havde boet 20 år i eksil i Sverige, og syntes det var vældig hyggeligt at vi sådan var fra Danmark, så vi snakkede en sjov blanding af dansk, svensk og spansk. Det var sådan et spændende og flot område, han havde, så der blev vi hele dagen. Her bliver vi vist rundt i skoven af hans datter:

Blog Image

Blog ImagePå en af de mange, hjemmelavede hængebroer (de var virkelig godt lavet, og faldt smukt ind i naturen).

Blog Image

Her er jeg i fuld fart på vej ned i luftgyngen!

Der var de sødeste dyr – her først gæs, så de kære hundehvalpe:

Blog Image

Blog Image

Lamaer var der også – de holdt til ved skakbrættet, hvor de tjekkede, at alt gik ordentligt for sig:

Blog Image

Vi var heldige, at sidste aften i Puerto Montt var dens fødselsdag – det var blevet fejret i flere uger med udendørs show og musik, men denne aften var der gjort ekstra meget ud af det, og aftenen sluttede med festfyrværkeri, som en afskedssalut til vores lille familie:

Blog Image

Vores rejse gik videre til Chiloë, en 200 km lang ø syd for Puerto Montt, som har sin helt egen ø-kultur med egne myter, legender og skikke. Her går fremskridt og gamle tider stadig hånd i hånd, når bonden er på vej hjem med sit oksespand, og konen så lige ringer på mobilen for at høre, om der eller var noget, hun skulle have med hjem fra supermarkedet? Øen lever af landbrug, fiskeri og turisme. Vi havde planlagt det sådan, at vi kom til “hovedstaden” Castro lige op til den årlige folkefest – lidt at sammenligne med Sønderborgs ringridning – hvor der er kunsthåndværk, mad, dyrskue, folkedans, optræden og mytologiske fortællinger fra hele øen.

Blog Image

Blog ImageHer opvisning i fåreklip (de bliver temmelig skaldede).

Blog Image

Blog Image

Mikala og Axel var ude at ride i en oksekærre.

Blog Image

Det lækreste, røget kød, laks og muslinger.

Vi boede i en hytte, hvor vi kunne gå lige ned til en å med eget lille vandfald. Vandet var issssssss-koldt, så kun de modigste (Claudio og Mikala) vovede sig i.

Blog ImageBlog Image

Det var egentlig ikke meningen – men vi blev på Chiloë i 10 dage, for der var bare så dejligt. En af dagene var vi i naturparken Cucao, et kæmpe fredet område, som den chilenske skov&naturstyrelse passer, og hvor man kun må færdes i en del af det. Her gik vi en laaaaaange tur i det smukke landskab, badede i søen (undtagen Axel, der var blevet forkølet), og så på flokke af små grønne papegøjer.

Blog Image

Blog ImageBlog ImageBlog ImageEn anden dag var vi en tur langs østkysten ud til en lille fiskerby ved navn Queilen. Turen dertil går gennem det smukkeste landskab med udkig til fastlandet med dets bjergkæde og vulkaner. Her følte man sig hensat til Emil fra Lønneberg, den slags landskab, og den slags led, som man sidder på. Queilen ligger smukt, med en flot gåtur langs stranden ud af en bred tange, der ender med et lille fyrtårn omgivet af brombærbuske, og en spids der minder om Skagen med rige fuglekolonier. Desværre ligger de norske lakseopdrætter også her og forurener kysten – men vi kiggede den anden vej…

Blog Image

Udsigt til fastlandets bjerge og vulkaner (dem med sne).

Blog Image

Emil – leddet.

Blog Image

Et vrag på stranden.

Blog Image

De modiges badeklub i aktion.

Blog Image

Brombærjagt – der blev nok til at lave syltetøj i hytten om aftenen.

Blog Image

De små fiskebåde – og det hvide bagved er flydende muslingefiskebanker.

Blog Image

En krabbeklo og en barnehånd.

Blog Image

Blog ImageDet ligner da en miniudgave af Skagen, ikke sandt?

Vi brugte en af de andre dage på at tage lidt nordpå, også ud langs østkysten, med en lille færge til en af de mindre øer, Achao. Dér, i en lillebitte og virkelig køn lille fiskerby blev vi næsten hele dagen, især nede på stranden, og længe på en rigtig hyggelig lille restaurant, hvor man kunne få østers til 5 kr. stk. Konceptet var godt – det var nærmest et pic-nic sted, hvor man selv kunne tage det med man ville at spise eller drikke, men hvor man så også kunne købe noget, og hvor der var hængekøjer at fordøje maden i bagefter. Alt åndende fred og ro, og total mangel på stress og jag smiley Det er første gang, jeg har spist østers, de var ret store, og flere af de lokale gik rundt med store perlekæder – både kvinder og mænd.

Blog Image

Axel var ved at komme sig af sin forkølelse, og kunne nu soppe lidt.

Blog Image

En af byens to restauranter.

Blog Image

Østers – de smagte ret godt.

Blog Image

Efter denne siesta kørte vi lidt vider på øen, og nåede udkigspladsen lige før byen Achao – her fortalte Claudio en lang og spændende historie om en sunken ø, hvor kun en lille klippetop var tilbage. Og så drog vi hjem til hytten.

Blog Image

Blog ImageBlog ImageFør vi drager væk fra Chiloë skal vi lige have et typisk billede af deres idylliske landskab med køer, der kunne ligne noget fra et vidst nationalistisk, dansk partis kampagner om at værne om det, der er så specielt for lille Dannevang…

Blog Image

Efter Chiloë gik turen atter nordpå, med rumbo mod Villarrica, en smuk turisby beliggende ved en stor vulkansø og (den aktive) vulkan af samme navn. På vejen stoppede vi ind omkring det sted, hvor Claudios mor voksede op – huset er der ikke længere, men stedet var der jo – Mikala trådte meget andægtigt på stien, da hun hørte, at her havde hendes farmor løbet rundt som lille.

Blog Image

Udhuse og en lille have.

Så kom vi til Villarrica, hvor der er de lækreste sø-strande med vulkansten og -sand. Vulkanen havde lige været i et lille udbrud, og der steg stadig røg op ad den. Solen var med os, og vi havde nogle dejlige dage.

Blog Image

Blog Image

Og nej, det er ikke en sky, der ligger over vulkanen, det er røg.

Blog Image

Her sidder vi og spiser uden for vores hytte.

Blog Image

Her er vi inde i en mapuche-hytte på et marked med alt godt fra mapuchekulturen. Villarrica ligger midt i mapucheområdet, og flere af de ældre kvinder fra mapuchestammen bærer stadig deres traditionelle klædedragt. På næste billede er vi på mapucherestaurant.

Blog Image

Ud over at være i selve Villarrica tog vi også her på udflugter rundt i landskabet. En af dagene var vi i Caburgua, som er en ren sommerhusby med en smuk strand ved Caburgua-søen.

Blog Image

En af de andre spændende oplevelser var at tage på guidet tur til hest ved foden af Vulkan Villarrica. Ejeren af hestene var en ældre, men senestærk mand, der havde arbejdet som skovfoged, og nu havde købt et stort stykke jord dér – så han kendte alle historierne om vulkanudbrud, lavastrømme, døde og overlevende – men også om mapucheindianerne, de store virksomheders skovhugst og den omgivende natur. Det var virkelig spændende – og sjovt at være ude at ride.

Blog Image

Blog ImageHer rider vi på lavaen.

Blog Image

Mikala sad ret godt i sadlen og havde helt tjek på det der. Der blev også tid til at holde hesten an og kigge op på vulkanen:

Blog Image

Den udflugt sluttede vi med sandwich i det grønne:

Blog Image

Fra Villarrica gik turen videre til Saltos del Laja – sidste stop inden hjemturen til Viña, strategisk lagt så vi ikke skulle køre de sidste 900 km i ét stræk. Saltos del Laja er et stort vandfald, 50 m højt, der ligger rigtig smukt, og som er nemt at komme til – blot en afkørsel væk fra motorvejen. Rundt om er der blomstret en større turistbranche op, og allerede med udsigten fra vores hotel kunne vi se hvorfor:

Blog Image

Vi fik næsten kun lige sat vores kufferter, før vi bare måtte ned at se det. En lille gåtur, og så var vi der – med regnbue i vandet og det hele. Vi var alle nede at lade os blive våde i sprøjtet fra vandfaldet, det var dejligt forfriskende i varmen.

Blog Image

Blog ImageBlog ImageBlog ImageHotelområdet var en oplevelse i sig selv – de havde rigtig mange påfugle, der gik frit rundt, der var et natur-svømmebassin med vand fra floden, der var legeplads, boldbane og meget mere. Og så blev vi så meget klogere – påfugle sover i træer, det vidste vi da ikke, og så skræpper de op (det lyder som en kat man trækker i halen), når folk går rundt og forstyrrer deres nattesøvn!

Blog Image

Alt godt har en ende, og selvom vi også var lidt trætte af at bo i en kuffert var vi allesammen lidt triste over, at rejsen nu var slut. Vi havde haft det så godt, oplevet så meget, og som Axel sagde, lært så meget om hvordan man lever forskellige steder, at vi sagtens kunne være blevet ved. Men ansvaret kaldte, ungerne skulle starte i skole, og inden da ville vi gerne være på plads. Så den 28. februar flyttede vi ind her, og det er nu også ganske dejligt – Viña har vist sig fra sin smukkeste, solfyldte side de fleste dage, og vi er blevet beriget med besøg, som jeg også skrev i starten. Vi kunne købe ind på markedet igen, og fylde spisekammeret op – det er jo en god ting, især når melonerne er så store som de er nu:

Blog Image

Og så blev vi jo også så begavede – vores gæster havde masser af gode ting med fra DK, nødvendige ting som lakrids, Ander And blade og pålægschokolade smiley

Blog Image

Vi startede med at invitere på udkig fra vores terrasse med efterfølgende grill – det var rigtig hyggeligt.

Blog Image

Blog Image

I disse dage er de kommet tilbage fra en tur til Påskeøen, så nu står den på daglige udflugter, mens ungerne er i skole – det er virkelig sjovt, og vi har haft en masse gode dage. Men mere derom senere – nu er det vist “super sengetid” som jeg plejer at sige til ungerne, og I gider heller ikke mere for denne gang. Vi glæder os til at høre nyt fra Jer alle, og ønsker jer alle en rigtig glædelig påske.smiley



På midtvejen

Billeder Posted on %PM, February 04 2008 23:59:52

Da jeg var lille rejste vi ofte frem og tilbage mellem Jylland og København at besøge venner og familie – og på den dengang altid velkomne færgetur havde vi et lille ritual om at få “midtvejs-is”, gerne når Sprogø var inden for øjenvidde. På samme måde kan man sige, at det her er en “midtvejsfortælling” – vi har været ude at rejse i omkring tre uger nu, og der er cirka det samme tilbage.

Så kan jeg jo lige så godt benytte lejligheden af at vores bil er til reparation, og vi sidder lidt fast her i en lille by omkring 700 km syd for Santiago, mens vi venter på reservedele og mekanikerens åbningstider (vi var selvfølgelig så smarte at køre bilen i sænk lige op til en weekend…), til at fortælle lidt om hvad vi har set og oplevet indtil nu i vores sommerferie i det chilenske.

Den 10. januar afleverede vi nøglerne til vores lejlighed, og fra da af havde vi for første gang i vores liv byttet en fast adresse ud for en stopfyldt Opel Astra med alt for meget legetøj, tøj og andet godt. Vi satte kursen nordpå, mod La Serena, mens vi sang og fandt på navne til bilen. Her sidder førstestyrmanden og prøver at se koncentreret ud, mens der er gang i legene omme bagved:

Blog Image

Blog ImageBlog Image

Vi ankom vel til La Serena – det var ikke så lang en tur – og allerede samme sene eftermiddag kunne vi komme ud at se på byen, dens kirker og sommerunderholdning på La Plaza:

Blog Image

Blog ImageDet var et hyggeligt gensyn med La Serena, vi blev der i fire dage, hvor vi var på stranden, i parken med dyrene, rundt i den smukke gamle by og i Coquimbo, nabobyen, hvor der er bygget et stort kors på toppen af en bakke, som vi var oppe i at kigge langt ud til alle sider.

Blog ImageBlog ImageBlog Image

Axel vil nok også altid huske La Serena for at være byen, hvor vi fejrede hans 12 års fødseldag. Hele hotellet blev indviet i, at han havde fødselsdag, da han startede dagen med at åbne gaver i spisestuen – og både stuepigen og ejeren var forbi at lykønskesmiley

Blog Image

Gaven fra mormor var penge til at købe de pokemon eller andre -kort for i en dertil indrettet butik, der hedder SALO, så vi startede dagen i La Serenas mall, hvor Axel fik al den tid han kunne ønske sig til at vælge:

Blog Image

Vi fejrede også Axel med at gå ud at spise lidt finere, på en peruansk restaurant – og inden vi tog i biografen var vi en tur på stranden. Det blev rigtig sent den dag – Axel fyldte 12 år med stil og en masse solskin!

Blog Image

Blog ImageEfter La Serena drog vi op i Elqui-dalen, oppe i bjergene, hvor vi blev fire nætter i Vicuña. Derfra tog vi ud på forskellige udflugter – der er så utroligt meget at se, og man bliver ligesom aldrig mæt af det smukke landskab mellem de ørkentørre bjerge og den frodige oaselignende floddal.

Blog Image

Der er varmt, varmt, varmt – og vinden, der kommer ned fra bjergene er tør. Men på en mærkelig måde er der alligevel friskt – for luften er så ren, og alting er så smukt. Det er landbrugsland, især for vindruer og papayafrugter – vindruerne hang i store klaser, og der blev tørret rosiner rundt omkring:

Blog Image

Blog ImageBlog ImageNår det er så tørt og varm er noget af det dejligste – vand! Vi søgte vandet – og var i svømmebassin, ude at bade i floden (i underbukser, for det var ikke helt planlagt), og i vandland – det sidste et helt specielt skønt sted med 9 bassiner, rutchebaner, strømme og meget andet. Her er Axel ved at hoppe i svømmebassinet:

Blog Image

Denne nedgang til floden et sted, hvor det var til at komme til at bade fandt vi en sen eftermiddag på vej tilbage til hotellet efter en smuk men også meget varm dag længere op i bjergene – og selvom vandet kommer fra de meget fjerne isklædte tinder er det nået at blive varmet op, så det er utrolig dejligt at bade der. Først mente vi, det måtte være nok at soppe…

Blog Image

…men så indså vi, at det var nødvendigt at komme helt i:

Blog Image

Den mere planlagte tur til vandlandet kun 15 km fra La Serena var også en succes – vi var der hele dagen fra middag, og kunne sagtens have brugt endnu længere tid dér i vandet ( hvor det i øvrigt for første gang lykkedes mig at blive rød). Her nyder Mikala vandet, og på det næste billede er hun og Claudio sammen ude i “flodstrømmen”:

Blog Image

Blog Image

Der var som sagt en dag, vi var længere oppe i Elqui-dalen, hvor skrænterne bliver stejlere, og det grønne skrumper ind – men hvor forskellen stadig er intens:

Blog Image

Mikala fik lov til at få en tegnepause, så hun kunne indfange landskabet på papir:

Blog Image

De små landsbyer langs floddalen er noget af det mest charmerende – holdt i gammel spansk kolonistil eller bygget efter gamle diaguitas-indianertraditioner – her er det kolonistilen i det smukke kommunekontor, og en køn Plaza med en figur af to søskende, der holder om hinanden:

Blog Image

Blog Imagedet var på en måde en rigtig Mikala-dag, uden at det var det, der var meningen – hun fik nemlig opfyldt to ønsker, nemlig at komme ud at ride, og så at se Gabriela Mistral- museet, som hun gik glip af på vores sidste tur til dalen (Gabriela Mistral, nobelprisbelønnet chilensk digter). Vi lejede en hest til hende i Pisco Elqui, og efter at have trukket hende rundt i noget tid kunne hun pludselig godt selv:

Blog Image

Blog Image…og her er Axel og Mikala foran det forjættede museum:

Blog Image

Det var den længste tur, vi var på. En anden dag tog vi rundt i nærområdet omkring Vicuña – det viste sig, at der var så meget at se på, at vi først kom rigtig sent hjem. Billedet herunder viser statuen af en diaguitas-indianer på vej ind i den landsby, der meget betegnende hedder – Diaguitas. En meget charmerende lille by, med det smukkeste kunsthåndværk – helt klart et besøg værd.

Blog Image

Lige uden for Vicuña er der en udkigstop – den var vi en tur oppe på, bilen trak alt hvad den kunne op ad de grusede veje, så vi gav den et hvil og gik resten af vejen. Sjovt nok er der næsten altid en Jomfru Maria figur på toppen af den slags steder – dette var da heller ingen undtagelse:

Blog Image

Oppe fra toppen var der en smuk udsigt over dalen, og man kunne se helt op til de hvidblinkende stjerneobservatorier, som egnen er så internationalt kendt for med de optimale betingelser for astronomisk forskning (stjernekiggeri):

Blog Image

Blog ImageEfter de varmeste anbefalinger fra vores bed&breakfast fandt vi denne dag frem til “solkøkkenet” – en restaurant, der kun bruger solenergi til at lave maden – dejlig mad og skønne brød til næsten ingen penge. Det er den vellykkede del af et projekt til at få kvinder i området ud af fattigdommen og samtidig tage vare på miljøet:

Blog Image

Blog ImageVi nåede sandelig også forbi Capel, der er det største Pisco-producerende selskab i Chile (Pisco:Druebrændevin) – men i den varme får man faktisk slet ikke lyst til at købe andet end de is, de også sælger.

Blog Image

Den sidste aften i Vicuña var Axel og jeg en tur til Mamalluca, det “åbne” stjerneobservatorium, hvor man kan melde sig til en tur samme dag, og få lov til selv at kigge på stjernerne. Her er Mamalluca i det fjerne om dagen:

Blog Image

Og her er vi så deroppe om aftenen, mens solen går ned:

Blog Image

På sådan et observatorium kalder de månen for “lys-forurening” – men smuk er den på den store nattehimmel, både tæt på gennem et teleskop og når den bare hænger deroppe:

Blog Image

Blog Image

Vi kan jo desværre ikke tage billeder af den helt enorme stjernehimmel, der vælver sig oer os deroppe i bjergene – så godt er mit kamera altså ikke – men så kan I til gengæld få nogle billeder af Axel, der sammen med mig udgør den del af familien, tanken om en uendelig himmel ikke giver myrekryb – vi finder det bare spændende, og er begge ret fascinerede af det.

Blog Image

Blog ImageEfter vores tur oppe nordpå drog vi til Santiago – her var det meningen, vi skulle være blevet i ti dage, dels for at ordne mine visum-papirer, og dels for at besøge familie og venner. I mellemtiden fik vi dog mistanke om, at Claudios søster havde en tumor i hjernen – det viste sig heldigvis at være falsk alarm, men vi var allesammen meget bekymrede, og kunne først komme videre, da vi fandt ud af, at der ikke var noget. Vi var derfor i Santiago næsten to uger. Men ud over at bekymre os fik vi da heldigvis også nogle rigtig gode dage med udflugter forskellige steder hen. Her er vi en af de første dage netop med familien i Cajón del Maipo, en floddal i Andesbjergene tæt på Santiago. Fætre og kusiner havde det herligt – det er en flok på i alt fem børn, der virkelig går godt sammen. Her er drengene ved at se på, hvad pigerne finder på:

Blog Image

En anden dag hjemme hos Claudios søster har Mikala klædt sig ud som Michael Jackson – med fætter Ignacios hjælp:

Blog Image

Og så “opdagede” vi en park midt i byen, som Claudio godt kendte fra da han var lille, men som vi aldrig havde været ude i – den er fyldt med alle mulige sjove interaktive museer for børn og barnlige sjæle. Her tog vi på teknologisk museum – udenfor var Mikala og Axel ved at afprøve lydbølgerne i en parabol:

Blog Image

Blog ImageJeg havde også børnene med på flere byture oppe i Providencia – et dejligt (rigere) kvarter med brede boulevarder og fortovscafeer. En dag gik vi hele vejen hjem, og kom forbi dette smukke springvand med skiftende farver:

Blog Image

Vi fik også set en del til vores venner. På de næste par billeder er vi hjemme hos Yeye og Jaime, hvor børnene er i svømmebassin med deres yngste søn, og Mikala hjælper Yeye (der altid laver helt speciel god mad til os) med at lave brød (hun ælter dejen sammen direkte på bordet, det bliver rigtig godt), som blev bagt i deres specialkonstruerede jordovn, hvor det får en smag som snobrød:

Blog Image

Blog ImageBlog ImageVi besøgte også min gamle unversitetsveninde Alejandra og hendes lille familie til en lækker grillmiddag:

Blog Image

Blog ImageSammen med en tredje veninde og hendes familie gentog vi succesen med at tage ud i den her park med museerne – men denne gang med madkurv, leg og kort-hygge (Marietta har tre drenge på næsten samme alder som Axel, med samme interesser – især fodbold og eventyrkort). Mikala fik leget en del med “onkel” Aaron (her kalder alle børn de voksne for “onkel” og “tante”).

Blog Image

Blog Image

Og så fik jeg min drøm om at prøve “El teleferico” opfyldt – det er en slags svævebane med kabiner, der løber fra toppen af San Cristobal bjerget midt i Santiago ned til foden af samme, hvor man svæver højt oppe i luften – jeg fik lokket Axel og Mikala med (mens Claudio fik mumlet en eller anden dårlig undskyldning frem og slap). Det var en rigtig god tur!
Blog ImageBlog ImageBlog ImageOg mens vi således tog afsked med Santiago højt oppe fra luften, drog vi dagen efter, i torsdags, glade ned sydpå. Planen var at nå Victoria, en lille by omkring 700 km fra Santiago, samme aften, og vi havde oven i købet været så forudseende at reservere værelser på et bed & breakfast. MEN så hørte vi en mærkelig lyd på en tankstation, og en af tankpasserne hjalp os til at finde ud af, at den var helt gal (her er der tankpassere, der fylder benzin på og vasker vinduerne for én) – og siden da har vi siddet fast her uden bil, for det er ikke sådan liiiiiige, det med reservedele og mekanikere her ude på landet – og så bumpede vi jo også lige ind i en weekend. MEN vi nåede da frem, med bus (og Claudio med kranvogn) til vores hotel her, der ligger som små hytter i bedste lejrskolestil i et grønt område med vilde kaniner, små lunde og en fodboldbane, så helt galt er det ikke. Her er jeg sammen med ungerne første dag henne på det lokale landsbytorv, hvor der heldigvis bliver lejet cykler ud, og hvor der også sættes underholdning op om aftenen – mens vi ventede på nyt fra Claudio om Bilens Tilstand.

Blog Image

Det er lidt besværligt at komme rundt med bus i lokalområdet, men i går søndag tog vi besværet med, og fandt frem til det smukkeste, grønne bjerglandskab, med de tre lokale vulkaner i baggrunden af alt det grønne – to aktive (den ene var i udbrud for knap to måneder siden). Vi var også henne ved de varme kilder og overvejede at betale for at komme ind – men med 35 graders varme var tanken om 45 graders varmt vand næsten uudholdelig, så vi gik i stedet en tur i skoven og soppede i floden – og her sydpå er vandet IKKE varmt i floderne, det er iskoldt. Men det var jo kune godt, så kunne vi blive kølet lidt ned.

Blog Image

Her er virkelig idyllisk smukt – og så er der de smukkeste træer i skoven, her en “Arrayan”, der står med det grønne sollys så smukt i skoven:

Blog Image

Blog Image

Claudio er ude at soppe i floden – og lidt længere henne finder vi den smukkest tænkelige udsigt til en vulkan-top:

Blog Image

Blog ImageVi regner med, at vores bil er færdig i morgen – men inden vi rejser videre, tager vi en tur mere op i Ultracautín – sådan hededer egnen oppe i bjergene herfra, det er gammelt indianerland, tilhørende Pehuenche-stammen, som stadig sammen med Mapuche-indianerne kæmper en brav kamp om at må få lov til at beholde deres jorde – og når man ser, hvad det er, hvor smukt og frugtbart der er, kan man endnu bedre forstå det. Så vi vil se, om vi ikke kan komme til at komme tættere på vulkanerne, og altså suge mere af det helt utroligt smukke landskab til os.

Fortsættelse følger……foreløbigt mange kærlige hilsner til jer alle derhjemme!



Godt nytår!

Billeder Posted on %AM, January 05 2008 03:14:35

Rigtig godt nytår fra alle os til alle jer! Vi håber, i er kommet lige så godt ind i det nye år som os, og at 2008 må bringe alt muligt godt med sig for allesmiley

Nytåret fejrede vi med Claudios søster Nayaret og hendes familie (tre børn) samt nogle rigtig gode venner og deres børn (to) – så med syv danse- og legeglade børn var der liv og glade dage! Vi startede med at grille nede ved vores grillplads, der blev disket op med alt muligt slags kød, lækre salater og god chilensk vin. Ungerne sad ikke ned så længe – der er både fodboldbane og legeplads, der er meget sjovere at være på end sammen med de snakkende voksne.

Blog Image

Blog Image

Efter at have båret det hele op i lejligheden tog vi gulvtæppet af og dansede lige til klokken tolv, hvor vi stimlede sammen ude på balkonen for at nyde det fantastiske festfyrværkeri langs hele kysten fra Valparaíso til Con Con – en strækning på omkring 40 km – arrangeret af flere kommuner til sammen. Her er det forbudt at fyre af selv – men så er det til gengæld så meget flottere med det professionelle ud over havet. Billedet yder slet ikke motivet retfærdighed, men det giver da et indtryk af et udsnit af udsigten.

Blog Image

Blog ImageEfter nytåret havde vi fornøjelsen af at beholde familien på besøg indtil den 3. januar, og jeg kan vist roligt sige, at alle hyggede sig helt enormt – både børn og voksne. På det første billede går vi lige lidt tilbage i tiden, til dagen før nytår, hvor vi holdt Familiejul 2 – med udveksling af gaver og det hele.

Blog Image

Vi brugte dagene godt og var på mange ture – desværre kom kameraet ikke rigtig med, så her får I kun billeder fra den ekspedition, Claudio tog fire af børnene med på i en kløft her nedenfor (det er Axel, Mikala, Ricardito og Trayén, der er med).

Blog Image

Blog ImageDer gik også en del tid i badebassinet – dét huskede jeg da at tage billeder af i fugleperspektiv fra balkonen den allersidste dag:

Blog Image

Blog ImageOg nu er de så taget hjem, og forberedelserne til vores lange rejse er begyndt at tage fart – der er meget, der skal nåes inden på torsdag den 10, vi skal pakke sammen, gemme vores ting væk hos nogle venner, gøre hovedrent….og så lige holde Axels fødselsdag for nogle venner på mandag den 7.

Så for lige at få os selv med, går vi lige lidt tilbage til december måned, hvor min mor stadig var her, og vi oplevede en hel masse. Hvis I orker flere billeder, får I lige nogle her fra tiden, der gik:

Her er vi allesammen hjemme at besøge Claudios søster & co. – alle kender hinanden fra “gamle dage”, da vi boede her i Chile, og der var stor gensynsglæde og Ricardos (Claudios svogers) hjemmelavede empanadas på bordet:

Blog Image

Og husk så det næste billede til senere – Mikala er ved at sende et brev til julemanden i den dertil indrettede postkasse nede på posthuset:

Blog Image

Vi var jo på en del ture – på de næste billeder er vi i Pomaire, en indianerlandsby 1½ times kørsel herfra, hvor de laver traditionelt (og ind imellem mere moderne) lertøj efter ældgamle metoder. Her spiste vi på en rigtig god restaurant med kæmpe portioner af traditonel chilensk mad som empanadas, pastel de choclo (majs-ret) og grillspyd.

Blog Image

Blog ImageDer er meget flot lertøj til i verden, som man ikke kan have med sig hjem…

Blog Image

Det var en meget varm dag, hvorfor vi måtte ind i en af butikkerne og få os et glas friskpresset frugtjuice midt i det hele:

Blog Image

En anden dag fik vi uventet besøg af Claudios barndomsven og hans familie – her sidder hans kone Margarita med en glad Mikala på skødet:

Blog Image

Og nu vi er ved det, så kommer der lige nogle Mikala-billeder – først et af Mikala med sine pom poner, som hun har lært af lave i Art Attack (et kreativitetsprogam på Disney Channel), og så et af Mikalas lange hår, som vi tog mange billeder af den dag vi endelig havde fået overtalt hende til at få klippet håret – faktisk røg der nok 15 cm af, og det er stadig langt, men nu nemt at rede:

Blog Image

Blog ImageMidt i alle de ture blev der også tid til at tage hvert barn med os alene sammen med sin mor og mormor – her er først Axel, så Mikala med på café, Axel nede ved stranden, og Mikala med sin nyindkøbte nissehue på:

Blog Image

Blog ImageLillejuleaftensdag kørte vi til Isla Negra, hvor vi var inde at se Pablo Nerudas Hus, der står som museum med alle hans sjove og mærkelige samlinger af alt fra galionsfigurer til muslingeskaller. Et finurligt og flot sted. Vi startede på en hyggelig fortovsrestaurant, hvor Axel fik opkaldt en ret efter sig – han bedte nemlig om noget så mærkeligt som muslinger med kartoffelmos, og det synes de var en vældig sjov idé:

Blog Image

I Pablo Nerudas Hus er det forbudt at tage billeder indenfor, så her er de typiske udendørsbilleder, som jeg tror alle tager – et af huset, og så et af os besøgende, siddende ved mindestenen over hans jordiske rester, mens vi nyder udsigten over havet ved den smukke klippestrand:

Blog Image

Blog ImageEndelig blev Pablo Neruda næsten altid afbildet i profil – Claudio har en vis lighed med digteren, som han sidder her og skuer ud over det vide hav:

Blog Image

Og så blev det endelig jul – her er vi lige kommet hjem temmelig sent Lillejuleaften, men traditionen tro må stjernen lige sættes på træet. Det var Mikalas tur i år:

Blog Image

Kan I huske billedet med Mikala, der sender brev til julemanden? Sent på eftermiddagen juleaftensdag havde jeg forlængst opgivet håbet om, at der skulle komme et brev fra julemanden, som jeg havde regnet med, når det nu var posthuset, der arrangerede. Men så, pludselig – ringede det på døren, og udenfor stod to af julemandens hjælpere med en stor gave i favnen, og spurgte efter Mikala. Claudio forstod først ikke helt hvad de snakkede om – mens Mikala tog imod gaven som det mest naturlige i verden, hun havde jo skrevet til julemanden, så hvorfor skulle der så ikke komme to hjælpere med en gave til hende? De to mystiske hjælpere afslog tilbuddt om at komme indenfor, og forduftede – mens Mikala kunne åbne sin første julegave:

Blog Image

Blog ImageBlog Image

Mon den rigtige julemand virkelig kommer ned gennem skorstenene? Noget kunne tyde på det:

Blog Image

Ellers blev det jo en sjov blanding af dansk og chilensk jul. Her holder vi i hvert fald traditionen med ris a la mande i hævd (med hjemmelavet kirsebærsauce på friske kirsebær – det smage altså guf), min mor fik mandlen, og mandelgave var der også, et juletræ af honningkage:

Blog Image

Blog ImageBlog Image

Nu har vi vist haft jul nok for denne gang. Afskeden med min mor nærmede sig, og sidste dag besluttede vi at tage på tur til Valparaíso, at gå tur på bakkerne og spise på en lækker restaurant (igen 🙂 Her ser det ud til, at Claudio er ved at tage kvælertag på Axel – men det er nok bare almindelig drengeleg:

Blog Image

Og her er så afskedsmiddagen på en rigtig dejlig restaurant på toppen af en bakke med et skønt fusionskøkken:

Blog Image

Klokken er blevet mange, børnene har fået lov at være rigtig længe oppe at se en ny film, vi har været nede at købe i dag – jeg syntes, de skulle have en gave for det flotte stykke arbejde, de har udført i skolen i året, der er gået. Axel er blevet hårdt udfordret ved at gå i 6. klasse lige fra sin 4. klasse i DK, og for Mikala har det været stort at skulle lære at læse og skrive på spansk og med skråskrift. Men de har klaret det rigtig flot begge to, det er lykkedes dem at blive godt integrerede, væe en del af klassen og ikke længere “de fremmede”, og få mange venner. Og i et land, hvor man får karakterer på alle klassetrin på en skala fra 1 til 7 (hvor 4 er bestået), er det lykkedes Axel at komme ud med et gennemsnit på 6,8, og Mikala med helt rundt 7-tal! Absolut topkarakterer, og det synes jeg er flot, at de har kunnet koncentrere sig så godt om det faglige, når der nu også var så meget andet at se til! Sagde den stolte mor….gladest er vi selvfølgelig for, at de begge har det godt og er faldet fint til.

Endnu engang, godt nytår til alle, vi ses jo nu i det nye år, det glæder vi os også til, og indtil da vil vi stadig nyde det liv, vi har her i Viña del Mar og resten af Chile smiley



Op under jul om sommeren

Billeder Posted on %AM, December 15 2007 02:28:52

De større ændringer først: Fra og med den 10. januar flytter vi fra lejligheden her – ejerne får mere ud af at fremleje den på dagsbasis i sommerens højsæson. Og sådan fungerer det her – først fra marts måned lejer man ud på månedsbasis. Så nu er vi ved at finde noget andet fra 1. marts.

I de syv mellemliggende uger har vi tænkt os at rejse rundt i Chile, og måske en smuttur til Argentina – nu har vi fået bil, og kan komme rundt som vi vil (eller næsten – det er jo et ret langt land, hvor der snildt er 12 timers rejse mellem de større byer). Axels fødselsdag den 13. januar ser det ud til at vi kommer til at fejre oppe nordpå i nærheden af La Serena.

Det vil også sige, at det kan være svært at komme i kontakt med os i januar – februar, når vi ikke har fast forbindelse til hverken internet eller telefon, ej heller en fast adresse. Skriv til vores hotmailadresser – Mikalas og Axels står ovenfor, og til Claudio eller mig kan I skrive til signeichile@hotmail.com.

Men lige nu nyder vi, at børnene lige har fået sommerferie, at det snart er jul, at det er vejr til at grille, hoppe i badebassinet, tage på udflugt og meget mere, og at min mor er på besøg. Det er altsammen dejligt, og det er det, der kommer billeder af nu.

Grillsæsonen er for alvor sat ind, og vi har jo heldigvis vores grillplads ved siden af tennisbanen og legepladsen, lige op til en lille lund ned af en bjergskrænt. Her på det første billede står Claudio ved grillen sammen med Jimmy, som er den ene halvdel af et norsk par, der er flyttet ind her:

Blog Image

Og forleden dag havde vi fornøjelsen af at have Klavs og Claudia på besøg, et ungt par danskere på rejse i Chile, som vi kender gennem Claudias mor Barbara, samt Kristine, en udvekslingsstuderende ligeledes fra DK som vi har set en del til i hendes semester her – det var rigtig hyggeligtsmiley

Blog Image

Men først og fremmest er det bare dejligt at have fået besøg af min mor, der landede forbløffende uberørt af den lange rejse og jetlagget den 26. november i Santiagos lufthavn, hvor hele familien troppede op for at modtage hende:

Blog Image

Og med mormor skal der selvfølgelig gang i julebagningen. Her er det julefryd og jødekager, det gælder:

Blog Image

Axel med sine jødekager, og en glad smiley for at understrege stemningen:

Blog Image

Mikala med sine julefryd under kyndig vejledning fra mormor:

Blog Image

Nu havde børnene ikke sommerferie lige med det samme, og det gav lidt plads til voksenture rundt omkring (ud over julegaveindkøb og almindelig shopping). Her er vi ude at besøge en vinmark, der ligger i Valle Casablanca, et langt dalstrøg i kystbjergene, der har optimale betingelser for vindyrkning (det var i hvert fald, hvad de fortalte os…). Her sidder Claudio og min mor på terrassen udenfor:

Blog Image

Her får vi et view ud over udsigten, ned i vindalen:

Blog Image

Endelig måtte udsigten træde lidt i baggrunden, så Claudio kunne få lov at øve sig på at lege modelfotograf – her er jeg med sommerfrisure:

Blog Image

Vi forlader vinmarken for at fortælle, at når det er så varmt og tørt, er der stor risiko for skovbrande, og det er da også ofte, vi hører sirenerne fra mange brandbiler og lyden af brandfly, der er på vej til at slukke en skovbrand. En dag rykkede det dog tæt på – her i “vores” skov stod der røg og flammer op, der truede med at sætte ild til de nærliggende huse – her et billede taget fra vores altan:

Blog Image

Og her med zoom:

Blog Image

Heldigvis er de ret rutinerede og gode til at slukke den slags brande, så det gik “kun” ud over skoven. Claudio måtte, nysgerrig som han er, selvfølgelig ned at tage billeder tættere på – her har han fanget et af brandflyene i aktion:

Blog Image

Så der er oplevelser for alle. Også de lidt mere fredelige af slagsen, som da vi var inde på det udendørs amfiteater, der ligger i en stor park her i Viña, at se Svanesøen den første lørdag aften, min mor var her. Her sidder børnene og er stadig meget vågne og fulde af liv (det var noget lidt andet da det sluttede sent på aftenen):

Blog Image

Det var en rigtig flot opsætning, som selvfølgelig er svær at fange på et billede, også fordi det gav en speciel stemning at sidde udenfor lige midt i skoven, hvor fuglenes sang akkompagnerede Tchaikovskys musik. Men her danser svanerne til en opstigende måne:

Blog Image

Vi har været på en del ture med børnene også – nu fik vi for eksempel endelig en anledning til at gå ned at kigge nærmere på Viña del Mars varmærke, blomsteruret (sådan en pendant til Den lille Havfrue), sammen med alle de andre turister (her en flok i gule bluser):

Blog Image

Vi fik også taget os et rigtigt turistbillede, her:

Blog Image

Det var også på den tur, det lykkedes mig at få taget et rigtig postkortbillede af indgangen til Viña (når man kommer fra Valparaíso), med det lille slot Castillo Wulff, der nu er et lille museum:

Blog Image

Og spise godt, det gør vi hele tiden med alle de friske og billige råvarer, der er her – og så bliver der også plads til ekstra lækkerier på en god fiskerestaurant:

Blog Image

Axel er i gået i kast med nogle muslinger, som han synes smager helt enormt godt:

Blog Image

Efter denne overdådige frokost tog vi til Valparaíso, hvor vi først tog en tur ned til havnen at sejle en tur. Vi lejede en fiskerbåd, og så fik først Axel, så Mikala lov til at styre:

Blog Image

Blog ImageBagefter var vi oppe at gå i de snoede gader op ad bakkerne, som Valparaíso er bygget op ad. Her så Axel, at jeg var stoppet op for at tage et billede, og så løb han for at komme med:

Blog Image

Både i Viña og Valparaíso bliver man god til at gå på trapper, for de er allevegne – her står vi foran en af dem:

Blog Image

Endelig satte vi os lidt på en café, fik nogle pandekager og nød udsigten over byen:

Blog Image

Flere udflugter: Her er vi taget til Maitencillo, et lille fiskeleje og badeby, der ligger en lille times tids kørsel op langs kysten – en køretur, der dog synes at flyve afsted, fordi der er så meget at kigge på. Her ligger Maitencillo så og tager sig indbydende ud:

Blog Image

Den lille by ligger nærmest mellem klipperne ud til havet – de klipper er lige til at klatre på, og så er der masser af flotte muslingeskaller at samle. Her er Axel i fuld fart frem (med sit nyklippede “korte” sommerhår):

Blog Image

Ligeledes Mikala (der dog fastholder sit lange hår, det kan hverken sommer eller noget andet ændre på):

Blog Image

Her leger Mikala model for mesterfotografen Axel (som bagefter lagde skæg og briller ind over billederne):

Blog Image

I Maitencillo fik vi også god fiskemad, så I får lige nogle nærbilleder af mad mere – først krabbegratin, så “Locos”, der er store kammuslinger:

Blog Image

Blog ImageFisk og skaldyr kommer frisk fra det lille fiskerleje overfor restauranten, hvor der også er et lille fiskemarked (til sommerhusgæsterne først og fremmest):

Blog Image

Dér kunne vi også se, hvordan man “banker locos” – de store kammuslinger er nemlig så hårde, at man er nødt til at banke dem møre før man koger dem, og for at undgå at de går i stykker benytter man denne teknik med at pakke dem ind i en slynge, for så at banke dem ned på en hård overflade:

Blog Image

I Maitencillo er der et lille kunsthåndværkermarked, og derudover er der et udkigstårn…hvor Axel her står og viser sin mormor billederne på mobilen (hvad skal man ellers lave i et udkigstårn?):

Blog Image

…man kunne jo vende sig om og kigge lidt på pelikaner…

Blog Image

….eller man kunne bare gå ned igen:

Blog Image

Men det skal ikke være udflugter det hele – der bliver også tid til hjemlige sysler, såsom at tage “skolebilleder” af (alle!) sine Pet Shops Animals:

Blog Image

Og så et klassebillede – med “den voksne” (og der kommer hele tiden flere til):

Blog Image

Børnene har jo som sagt også gået i skole indtil nu – her er Axel ved at lave lektier, et projekt han havde i Teknologi, hvor de skulle lave en urtehave hver. Han lavede den af ler (med lidt hjælp), og malede den med fine blomster:

Blog Image

Blog ImageJo, lidt mere udflugt – hvert år arrangerer skolen og de forskellige forældregrupper en udflugt for hver klasse. Vi var så “uheldige”, at Axels og Mikalas klasse havde valgt den samme dag at tage på udflugt, så vi splittede op – her er et billede fra Mikalas klasses udflugt, et sted med svømmebassin midt i kystbjergene:

Blog Image

(Og det var godt, at Claudio tog med Axel, for han reddede faktisk hele fem personer fra at drukne, da de var ved at trække hinanden ned i panik – så hoppede SuperClaudio i, svømmede ned under dem allesammen og “skubbede numserne op af vandet”, som han sagde, indtil han fik dem ind til bredden – men det har vi selvsagt ingen billeder af).

Hvert år låner skolen også det store by-teater i Viña, og laver en stor afslutningsforestilling. Denne gang var emnet “Chile i 1900-tallet”, en slags cabaret over 1900 tallets begivenheder. Vi havde godt nok hørt meget godt om de sidste års forestillinger, men blev alligevel helt enormt overraskede – det var simpelthen så godt iscenesat, så flot, at man skulle tro det var professionelt, aldrig har jeg set noget lignende på amatørbasis, og da endnu mindre på en skole. Alle skolens elever deltog – lige fra “Prekinder”, som er en slags “før-børnehaveklasse”, til afgangseleverne fra gymnasiet, og de større af dem havde selv arbejdet med at udtrykke deres del af emnet. Vi er meget imponerede.

Mikala skulle spille med i starten af 1900-tallet, hvor hun skulle synge med i koret – og var klædt ud som en pige fra dengang. Her står hun omklædt derhjemme (meget mod sin vilje med håret i hestehale):

Blog Image

Claudio sneg sig om backstage før forestillingen og fangede stjernerne i dette nervepirrende øjeblik før forestillingen startede:

Blog Image

Her et par billeder fra åbningsscenen:

Blog Image

Blog ImageAxel var der skam også – han er fra 1930’erne, og har derfor fået pæne bukser, hvid skjorte og seler på i dagens anledning. Først var han med i koret, bagefter skiftede han om til guitaren:

Blog Image

Her er vi i en bar i 1930’erne – prøv at finde Axel:

Blog Image

Siden tog forestillingen fart, og over kvindernes frigørelse, forskellige regeringer, og tiden med Allende kom vi frem til diktaturet – og der var ingen tvivl om hvem det var, da den onde diktator tonede frem indhyllet i rød røg (netop noget af det, de unge selv havde arbejdet med):

Blog Image

Der var slet ikke plads til alle, da de skulle ind at bukke til sidst – de mindre sad og stod nede på de forreste rækker.

Blog Image

Og så er julen ved at nærme sig med stormskridt, og ud over at bage julekager, købe julegaver og lave juleklip har vi også købt et juletræ – det gør jo ikke noget at få det gjort i god tid, det er nemlig af plastic og kan bæres hjem i en kassesmiley:

Blog Image

Bagefter skal det pakkes ud, sættes sammen – og så skal grenene bredes ud! Så har man til gengæld også et ret symmetrisk træ som resultat. Her er børnene ved at brede grenene ud, Mikala er lige kommet op fra badebassinet:

Blog Image

Så er der ikke flere billeder denne gang – kun dette ene. Bare rolig, det er ikke vores – men én, jeg havde lånt af en veninde en dag, lille Mia:

Blog Image

Og så er der tilbage at ønske jer alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL! Vi holder julen herhjemme på chilensk-dansk, med oksefilet og ris a la mande, bare os sammen med min mor. Hun rejser (desværre) hjem allerede den 29., men så får vi Claudios søster og hendes familie på besøg til nytår – så det kommer ikke til at skorte på det gode selskabsmiley. Og GODT NYTÅR!



I vennernes tegn

Billeder Posted on %PM, November 08 2007 13:44:22

Jeg kom i tanke om, at det vist er temmelig længe siden, jeg har fået skrevet sidst. Det er vel, fordi der umiddelbart ikke har været de store fester eller udflugter at vise billeder af på det sidste, ingen vulkaner eller dansende chilenere…Derfor har jeg heller ikke været for god til at få kameraet frem. Men da jeg kiggede mine billeder igennem gik det op for mig, at vi til gengæld har været meget sammen med vores venner og familie hernede, nye og gamle, og at der faktisk er en del at fortælle.

Ikke mindst har de sidste to måneder været en god integrationsperiode. Axel er faldet rigtig godt til i skolen og blandt vennerne, Mikala har udvidet sin venindekreds drastisk fra to bedste-veninder til omkring syv-otte stykker, hun dagligt leger med, og vi voksne har både forstærket de venskaber, vi var igang med at bygge op og udvidet kredsen. Jeg har fundet en rigtig god og inspirerende kirke at komme i med en masse søde mennesker, og Claudio går en del op i livet omkring kick-boxing klubben. Axel går til fodbold med sine venner.

Så nu føler vi efterhånden virkelig, at Viña del Mar er vores “andet hjem” med gode venner og bekendte. (For dem, der ikke helt kender vores tidligere liv her i Chile, så boede vi fire år i Santiago før vi tog til Danmark, og Claudio er santiaginer, så det var jo nyt for os begge at skulle bo her i Viña).

Og nu til nogle billeder. Her er vi sammen med nogle venner på noget så eksotisk som Pizza Hut, jeg sidder med Mikalas veninde Michelle på skødet, og det er hendes tvillingebror Cristobal og deres forældre, vi tilbragte en rigtig hyggelig eftermiddag nede ved kystpromenaden og senere altså på Pizza Hut med.

Blog Image

En af Mikalas rigtig gode veninder er Romina, som går en klasse under Mikala, og med hvis forældre vi også er blevet rigtig gode venner – det er i øvrigt gennem dem, at jeg er begyndt at komme i førnævnte kirke. Her er Romina og Mikala ved at lege fotomodeller nede i haven foran svømmebassinet.

Blog Image

Og lige et nærbillede af Mikala i solen…

Blog Image

På næste billede har Mikala en anden veninde, Sofia, på besøg. Hvor Romina er fuld af energi hele tiden og én stor humørbombe, supplerer Sofia godt ved at være stille & rolig – hun og Mikala er meget glade for at lege de samme ting, for eksempel med Pet Shops eller at tegne. Hendes mor er gået hen og blevet mig en rigtig god veninde, vi mødes alene og kan snakke i timevis.

Blog Image

Egentlig var det først Axel, der blev gode venner med Joaquín, der er Sofias bror. De to har absolut samme interesser, hvilket vist tydeligt fremgår af billedet her (hvor de faktisk “leger” sammen, det er bare interaktivt):

Blog Image

Men der bliver dog også tid til helt almindeligt, privat familieliv, hvor vi for eksempel nyder rigtig godt af alle de gode råvarer til madlavningen her. Børnene er blevet helt vant til sådan noget som at spise kæmpe artiskokker til forret, som her:

Blog Image

Og så er det jo blevet sommer, og selvom det ikke er som i Santiago, hvor der nu er over 30 graders varme hver dag, så var det tid til at købe sommertøj for nogle uger siden. Og så, på en shoppe tur med Mikala, så vi pludselig “Mattias”, æslet her, som Mikala absolut mente måtte være vores nye kæledyr – så her er han, og han har i øvrigt fødselsdag på lørdag, mener Mikala (hun mener også, at han skal have gaver…):

Blog Image

Nu er det sket – Claudio er fyldt 39 år, og vi fejrede begivenheden med at gå på en rigtig lækker fiske- og skaldyrsrestaurant, der ligger på vejen til Valparaíso. Dér ligger et lille fiskerleje, hvor de små fiskerkutter kommer ind om morgenen og sælger friske fisk og skaldyr direkte fra bådene til private, distributører og til de omkringliggende restauranter. Man spiser himmelsk på de restauranter, så det er gået hen og blevet vores yndlingssted – hvis du kommer og besøger os, er det sikkert, at vi tager dig med dertil smiley. Her sidder fødselsdagsbarnet med sine børn, mætte og glade:

Blog Image

Ud ad vinduet kunne vi kigge på stranden og det lille fiskerleje:

Blog Image

Lad jer endelig ikke snyde af skyerne i horisonten – det var en bragende varm dag, og da vi bagefter havde siddet lidt nede ved stranden og børnene var blevet godt våde og vi var godt varme, besluttede vi os for at en rigtig god måde at afslutte en god dag ville være at købe en lagkage med hjem og nyde den nede ved svømmebassinet. Som sagt så gjort:

Blog Image

Blog ImageDet er i øvrigt mit absolutte fortsæt at blive brun i år, ikke kun rød – jeg burde have alle forudsætningerne for det med fire måneders sommer foran mig, et svømmebassin i haven og en helt kyststrækning med strande lige i nærheden!

Endelig går børnene jo på den her fantastiske skole, hvor der hele tiden er arrangementer af en eller anden art. Hele skolen har lige været på deres årlige, samlede udflugt – i år gik turen til Botanisk have, hvor alle skolens børn blev delt op i hold på tværs af klasser og aldre til forskellige lege og konkurrencer. En dag fuld af oplevelser, hvor Mikala fortalte også at have fundet en død due…

Hvert år laver hver klasse mindst ét teaterstykke, og i sidste uge var det de to 2. klasser, der opførte hver deres. Mikala var edderkop i et stykke, der hed “Den magiske fløjte”, der handlede om, at den ydre skønhed ikke er det samme som den indre. Her står en lidt nervøs edderkop og venter på, at det hele starter:

Blog Image

Stykket er i fuld gang, og de “grimme” edderkopper snakker med de “smukke” mariehøner:

Blog Image

Til sidst gik der lidt kuk i det, da der skulle bukkes – dværgene nåede ikke helt at komme med i første omgang, så vi må nøjes med prinsesser, mariehøner og edderkopper:

Blog Image

Det var dét – nu går tæppet for denne gang. Fra nu af skal jeg nok forsøge at huske at have kameraet med mig. Nu kommer min mor snart herned, det glæder vi os allesammen rigtig meget til, og så må vi jo se hvordan det går med at komme i julestemning midt i sommervarmen smiley



Fædrelandsfester og forår

Billeder Posted on %PM, September 25 2007 18:43:13

Lige nu er det tynde ozonlag i nyhederne næsten dagligt – her på kanten af foråret forsøges der ihærdigt at opdrage de solglade chilenere til at forsøge netop at undgå solen eller i hvert fald smøre sig ind i solcreme. Lad os nu se om det lykkes – jeg holder på, at strandene igen i år fyldes af solbrune kroppe i alle aldre, der lykkeligt glemmer alt om eventuelle fremtidige ulykker i form af hudkræft for til gengæld at nyde solens varme akkompagneret af bølgernes brusen.

Men før vi kommer så vidt skal vi lige igennem det første forår, der trods alt stadig byder på overskyet og endda regn ind imellem. Som denne søndag først i septembe, hvor vi havde lovet børnene skovtur, og blev stoppet af en regnskylle. Vi havde ellers pakket madkurven med salater og grillstegt kylling. Men så var det vist Mikala, der fandt på, at vi da bare kunne holde skovtur i stuen – så her har vi pakket madkurven ud på et tæppe i “skovbunden”, mens grønne dækkeservietter gør det ud for græs, bamserne for skovens dyr, og divere blomsterkrukker og andet godt for vegetationen – bedre kunne det ikke blivesmiley

Blog Image

Ellers står september måned her i “fædrelandsfesternes” tegn. For den chilenske uafhængighedsdag den 18. september bliver stort set fejret hele måneden med alle mulige arrangementer og billige lån i bankerne. I selve ugen omkring den 18. har de fleste fri, skolerne er lukkede og på selve dagen ligger selv fabrikkerne og de store indkøbscentre øde.

For os begyndte festerne vel først rigtigt weekenden før, lørdag den 8. september, da der blev holdt Traditionsfest nede på skolen. Claudio var med i et udvalg af forældre, der i forvejen havde stillet boder op, respektivt en for hver klasse, med alt mellem himmel og jord (mest mad og drikke) til salg, forskellige lege og konkurrencer. Så da vi andre vrimlede ind ved 10-tiden var der flot pyntet op i de nationale farver rød-blå-hvid, og skolegården fyldtes snart af glade mennesker.

Blog Image

Børnene skulle også optræde. Axels klasse havde forberedt oplæsning af forskellige digte med musik til. Her er det Axel, der højt og flot reciterer et digt om Lautaro, en helt blandt mapuche-indianerne fra den tid, hvor de kæmpede mod spanierne.

Blog Image

Mikalas klasse og paralelklasse havde egentlig ikke forberedt noget, men da der var så mange, der optrådte var de selv henne og bede deres gymnastiklærer om, om hun ikke nok ville hjælpe dem med at lave en opvisning i hvad de lært af at danse den chilenske folkedans “cueca”. Så her er 2. klasserne i fuld sving, nogle af pigerne havde oven i købet folkedragter på. (Læg i øvrigt mærke til paparrazi-fotografen i baggrunden…)

Blog Image

Der var mange af eleverne, der optrådte, men nu ligger det jo sådan, at man oftest tager billeder af sine egne børn ved sådan nogle lejligheder…Dog var der én undtagelse – jeg måtte simpelthen bare tage billeder af de ældste gymnasieelever, der havde klædt sig ud (eller rettere sagt af) som påskeø-dansere, og i noget, der nok var 10 grader turde stille sig op og danse “pascuense” foran alle – det syntes jeg virkelig var flot! Her nogle af de modige:

Blog Image

Ellers er det chilenske flag ikke noget, man sådan hænger op i tide og utide – det vajer som regel kun fra oficielle bygninger. Men til september, så kommer det frem over alt, blå-røde-hvide farver i gadebilledet, på kollektivtaxierne, i vinduerne – you name it, det, er som nisser til jul. Her vajer flagene fra balkonerne i vores bygning (og ja, det er Mikala der prøver at løbe ud af billedet…)

Blog Image

Efter al den guirlandeproduktion i skolen blev Mikala inspireret, og jeg kan også vældig godt lide at pynte op (som enhver, der har været hos os ved juletid vist ved, til Claudios store årlige fortrydelse). Så pludselig sad vi to “gringaer” en dag og lavede guirlander i den helt store stil, og så skulle altanen også pyntes (da der ikke var mere plads indenfor), Mikala producerede et flag og sammen satte vi crepepapir op. Resultatet ses her:

Blog Image

I september er der også tradition for drageflyvning – der blæser en frisk vind på denne årstid, samtidig med at det ikke længere er så koldt. Da vi boede i Chile, dengang det hele begyndtesmiley, for nu efterhånden lidt længe siden, var det en hel sport at flyve med drage: Snorene blev grundigt forberedt ved at gnide dem ind i en blanding af lim og knust glas, og så galdt det ellers om at skære hinandens dragesnore over i luften, så den ene faldt ned – med en hale af unger efter sig, som alle ville redde sig en falden drage. Men efter at der er sket en del ulykker, også nogle (få, to tror jeg nok, men alligevel) med dødelig udgang, er det blevet forbudt. Dermed ikke sagt, at det ikke sker, men det er efterhånden sjældent. Men luften fyldes stadig med drager, som det ses her:

Blog Image

Claudio har altid været ivrig drageflyver og elskede det der med at skære hinandens ned – så her er han ved at lære børnene, hvordan man rigtigt flyver med drage. De bedste er ifølge eksperten den helt enkelte slags som den herunder, men den havde børnene meget svært ved at få til at flyve.

Blog Image

Så Claudio måtte give sig og købe en mere nybegyndervenlig drage, som Axel da også blev ret god til at flyve med.

Blog ImageBlog Image

Her er dragen i luften – og efter farverne får I nu lov til at gætte, hvem der har valgt den…

Blog Image

i forbindelse med fædrelandsfesterne genoplives folkedansen i stor stil – alle danser cueca, og det gøres alle vegne. Således var vi en dag ude at købe ind i “vores” mall, da vi stødte på en større optræden af cueca-dansere. Det var ret flot, og det er absolut ikke hver dag, man ser på folkedans ved siden af McDonaldssmiley

Blog Image

Så fik børnene fri fra skole, og vi tog til Santiago at besøge venner og familie, og fejre “festerne” med dem. Hvor end man kommer frem bliver man beværtet med 8masser af lækkert) grillmad, og også gerne empanadas (traditionelle kød-pirogger). Første stop var hos nogle af vores meget gode venner (Lorena var faktisk nabo til Claudio, og de var ret gode venner allerede i teenageårene) og deres nu fire børn. Lorena er en af de her kreative mennesker, som jeg står med åben mund over for – hun havde selv syet børnenes folkedragter til når de skal optræde i skolen, med jakkesæt, ponchoer og stritskørt og det hele, de var bare så fine. Så de måtte jo også bare vise hvad de kunne – her er det de to mellemste, på 10 og 7 år, der danser cueca.

Blog Image

Valentina på 10 var i sit es, og hun fik efterhånden alle ud på dansegulvet. Axel måtte også vise, hvad han havde lært på nogle få gymnastiktimer i skolen – han gjorde det helt godt. I øvrigt går dansen ud på, at herren skal forestille hanen, damen er hønen, og så går jagten ellers med de hvide tørklæder…

Blog Image

Mikala foretrak nu at kigge på….

Blog Image

Når Axel ikke dansede greb han en guitar og spillede med smiley

Blog Image

Vi var også hjemme hos nogle andre “gamle” venner, Claudios bedste-ven fra dengang vi var unge og smukke. De fik vores to hunde, da vi hev teltpløkkerne op og rejste til Danmark i sin tid. Dengang have jeg ikke troet, at jeg en dag ville kunne tage et billede af min datter med min gamle hund Oso – men her er han altså, blid som et lam og over 13 år gammel… For Mikala var det kærlighed ved første blik. Vores anden hund, Nikita, er mere sky og ville ikke fotograferes – men de har en tredje, helt ung, somgerne ville posere.

Blog Image

Sammen med Claudios søster tog vi til “El Pueblito”, som er et sted vel nærmest som Den Gamle by i Århus, bare ikke helt så gennemført, men hvor der hvert år stilles store telte op med “fondas” eller “ramadas”, to ord for det samme, nemlig et spise-danse sted, hvor der stort set kun serveres grillmad, men til gengæld i lange baner, og hvor der er levende musik og folk kommer for at danse, spise og more sig. I “El Pueblito” er der også stillet alle mulige boder op, lege og konkurrencer, og så er der, som sig hør og bør ved sådanne lejligheder, stopfyldt med folk og støv. og så var det varmt den dag.

Blog Image

Her kigger vi lidt på nogle, der optræder med et eller andet, jeg husker ikke lige hvad.

Blog Image

overalt sælges der varme grillspyd, det er især mændenes paradis, for det er rent kød og “ikke alle de grøntsager”, som Claudio bemærkede. Men indrømmet, de smagte rigtig godt.

Blog Image

Her har vi også søgt ly i en “fonda”, det er Mikala og kusinen Trayen der sidder i solen, og Axel, der indgåemde studerer sin colaflaske.

Blog Image

Vel hjemme i Viña del Mar igen efter en god uge i Santiago tog vi i cirkus lørdag. Her mødte vi blandt andet en brun bjørn, jeg skal ikke kunne gøre rede for arten. Den så ret fredelig ud.

Blog Image

Det er helt utroligt, hvad der bliver solgt i pausen i sådan et cirkus, alt muligt der lyser og glimter, og Mikala ville selvfølgelig gerne have haft det hele. Men der fik hun sig nu kun en næse, Axel fik også en, og det måtte de så nøjes med i denne omgang – ud over popcorn, sodavand, chips, kiks, ….

Blog ImageBlog Image

Endelig får I lige et hverdagsbillede fra en af de trapper, vi går ned af på vej til skole hver dag. Herfra kan man nemlig se, ikke bare vores bygning, men også vores lejlighed, men jeg tror nok man nærmest må bruge lup. Jeg kan sige så meget, som at altanen på dette billede er pyntet med flag og bånd, og at vi bor på 8. etage – så må I selv finde ud af resten smiley

Blog Image
Mange kærlige hilsner fra alle os til alle jersmiley



Sang og dans på altanen

Videoklip Posted on %PM, August 27 2007 21:47:54

Først og fremmest tak for alle kommentarerne til det sidste indlæg – det er dejligt, at der er så mange, der har noget på hjerte, og at vi også hører fra jer ad dén vejsmiley

Efter vinterferien i La Serena og nogle andre småture rejste Ulla hjem, og samtidig startede børnene i skole igen. Og selvom vi tager på mange ture, især i weekenderne, så er det ikke altid, vi husker at tage kamera med. Jeg tror også, vi alle fire efterhånden har vænnet os så meget til at være her, at vi ikke længere er så opmærksomme på vores omgivelser som noget at “skrive hjem” om.

Men noget, der i hvert fald er anderledes her er landets historie – en historie om erobringer, folkemord og undertrykkelse af indianerkulturer, der under Pinochets diktatur nok blev fortalt på en anden måde, men som skolebørnene i dag får lært meget om. Således er Axel ved at øve på et teaterstykke om udryddelsen af Ona-indianere i det sydlige Chile, og Mikala har lært at synge, som de gør på Påskeøen. Det fik vi så en opvisning af en dag på altanen, som I kan få lov at smugkigge med på her ved at følge linket (obs: videoklippet fylder 3 MB):

http://www.flotdesign.dk/Chile2007/Videoklip/mikala_sola.wmv

Så blev Claudio alligevel inspireret, så her får I en sjælden opvisning i Rapa Nui folkets helt specielle, rituelle dans og sang (og hvorfor skulle man så tage hele den lange vej til Påskeøen, ja, jeg spørger bare):

http://www.flotdesign.dk/Chile2007/Videoklip/mikala_claudio.wmv

Ud over at synge og danse foran alle naboerne ude på altanen har vi også kastet os ud i større projekter, som den dag det lykkedes Axel og mig at lave en Pie de Limon, en citronfromagetærte med marengs, vores yndlingskage som vi ellers kun har turdet købe ved bageren – men det blev helt vellykket:

Blog Image

På den mere kreative side har Mikala og jeg haft veninder på besøg til taskeværksted, og så har vi lavet et legeland til Mikalas Pet Shop – dyr, som efter Mikalas eget udsagn er meget bedre end dem, man kan købe i forretningerne, og som på mirakuløs vis har fundet plads på Mikalas skrivebord:

Blog Image

Ellers havde jeg optaget en masse små filmklip i La Serena, som jeg egentlig ville have lagt ind nu, men det er et andet format som man åbenbart ikke lige kan redigere i, så det bliver for tungt, og derfor må I have det til gode til en anden gang.

Så bortset fra noget forkølelse (mig) og nogle til tider lidt for lange skoletider (Axel og Mikala), så har vi det godt. Jeg tror aldrig, børnene har lært så meget som de gør nu i skolen – Axel er virkelig blevet udfordret i matematik, naturvidenskab og samfundsforståelse, og Mikala er blevet helt fantastisk god til at skrive skråskrift, tale noget engelsk, skrive, tale og forstå spansk og tænke abstrakt i matematik. Begge får de udviklet deres kreative evner i musik, teater og billedkunst – Mikala er ved at øve sig i at være edderkop i Tryllefløjten, og Axel spiller løs på sine akkorder på guitaren. Så på trods af at de længste dage er lange – til halv seks om onsdagen – så må jeg indrømme at gå stadig mere ind for heldagsskole-tankegangensmiley

Og nu skal jeg meget a pro pos ned at hente børnene, vi skal en tur ind til byen at købe en rude til Axels seneste projekt i Teknologi, en model af en solfanger til varmt vand. Vi sender alle fire mange kærlige hilsner og tanker hjem til jer alle, og glæder os til at høre mere om sommerferier, skolestart, arbejdsliv, fødsler og hvad der ellers er at fortælle hjemmefrasmiley



Next »