Først og fremmest tak for alle kommentarerne til det sidste indlæg – det er dejligt, at der er så mange, der har noget på hjerte, og at vi også hører fra jer ad dén vejsmiley

Efter vinterferien i La Serena og nogle andre småture rejste Ulla hjem, og samtidig startede børnene i skole igen. Og selvom vi tager på mange ture, især i weekenderne, så er det ikke altid, vi husker at tage kamera med. Jeg tror også, vi alle fire efterhånden har vænnet os så meget til at være her, at vi ikke længere er så opmærksomme på vores omgivelser som noget at “skrive hjem” om.

Men noget, der i hvert fald er anderledes her er landets historie – en historie om erobringer, folkemord og undertrykkelse af indianerkulturer, der under Pinochets diktatur nok blev fortalt på en anden måde, men som skolebørnene i dag får lært meget om. Således er Axel ved at øve på et teaterstykke om udryddelsen af Ona-indianere i det sydlige Chile, og Mikala har lært at synge, som de gør på Påskeøen. Det fik vi så en opvisning af en dag på altanen, som I kan få lov at smugkigge med på her ved at følge linket (obs: videoklippet fylder 3 MB):

http://www.flotdesign.dk/Chile2007/Videoklip/mikala_sola.wmv

Så blev Claudio alligevel inspireret, så her får I en sjælden opvisning i Rapa Nui folkets helt specielle, rituelle dans og sang (og hvorfor skulle man så tage hele den lange vej til Påskeøen, ja, jeg spørger bare):

http://www.flotdesign.dk/Chile2007/Videoklip/mikala_claudio.wmv

Ud over at synge og danse foran alle naboerne ude på altanen har vi også kastet os ud i større projekter, som den dag det lykkedes Axel og mig at lave en Pie de Limon, en citronfromagetærte med marengs, vores yndlingskage som vi ellers kun har turdet købe ved bageren – men det blev helt vellykket:

Blog Image

På den mere kreative side har Mikala og jeg haft veninder på besøg til taskeværksted, og så har vi lavet et legeland til Mikalas Pet Shop – dyr, som efter Mikalas eget udsagn er meget bedre end dem, man kan købe i forretningerne, og som på mirakuløs vis har fundet plads på Mikalas skrivebord:

Blog Image

Ellers havde jeg optaget en masse små filmklip i La Serena, som jeg egentlig ville have lagt ind nu, men det er et andet format som man åbenbart ikke lige kan redigere i, så det bliver for tungt, og derfor må I have det til gode til en anden gang.

Så bortset fra noget forkølelse (mig) og nogle til tider lidt for lange skoletider (Axel og Mikala), så har vi det godt. Jeg tror aldrig, børnene har lært så meget som de gør nu i skolen – Axel er virkelig blevet udfordret i matematik, naturvidenskab og samfundsforståelse, og Mikala er blevet helt fantastisk god til at skrive skråskrift, tale noget engelsk, skrive, tale og forstå spansk og tænke abstrakt i matematik. Begge får de udviklet deres kreative evner i musik, teater og billedkunst – Mikala er ved at øve sig i at være edderkop i Tryllefløjten, og Axel spiller løs på sine akkorder på guitaren. Så på trods af at de længste dage er lange – til halv seks om onsdagen – så må jeg indrømme at gå stadig mere ind for heldagsskole-tankegangensmiley

Og nu skal jeg meget a pro pos ned at hente børnene, vi skal en tur ind til byen at købe en rude til Axels seneste projekt i Teknologi, en model af en solfanger til varmt vand. Vi sender alle fire mange kærlige hilsner og tanker hjem til jer alle, og glæder os til at høre mere om sommerferier, skolestart, arbejdsliv, fødsler og hvad der ellers er at fortælle hjemmefrasmiley