Da jeg var lille rejste vi ofte frem og tilbage mellem Jylland og København at besøge venner og familie – og på den dengang altid velkomne færgetur havde vi et lille ritual om at få “midtvejs-is”, gerne når Sprogø var inden for øjenvidde. På samme måde kan man sige, at det her er en “midtvejsfortælling” – vi har været ude at rejse i omkring tre uger nu, og der er cirka det samme tilbage.

Så kan jeg jo lige så godt benytte lejligheden af at vores bil er til reparation, og vi sidder lidt fast her i en lille by omkring 700 km syd for Santiago, mens vi venter på reservedele og mekanikerens åbningstider (vi var selvfølgelig så smarte at køre bilen i sænk lige op til en weekend…), til at fortælle lidt om hvad vi har set og oplevet indtil nu i vores sommerferie i det chilenske.

Den 10. januar afleverede vi nøglerne til vores lejlighed, og fra da af havde vi for første gang i vores liv byttet en fast adresse ud for en stopfyldt Opel Astra med alt for meget legetøj, tøj og andet godt. Vi satte kursen nordpå, mod La Serena, mens vi sang og fandt på navne til bilen. Her sidder førstestyrmanden og prøver at se koncentreret ud, mens der er gang i legene omme bagved:

Blog Image

Blog ImageBlog Image

Vi ankom vel til La Serena – det var ikke så lang en tur – og allerede samme sene eftermiddag kunne vi komme ud at se på byen, dens kirker og sommerunderholdning på La Plaza:

Blog Image

Blog ImageDet var et hyggeligt gensyn med La Serena, vi blev der i fire dage, hvor vi var på stranden, i parken med dyrene, rundt i den smukke gamle by og i Coquimbo, nabobyen, hvor der er bygget et stort kors på toppen af en bakke, som vi var oppe i at kigge langt ud til alle sider.

Blog ImageBlog ImageBlog Image

Axel vil nok også altid huske La Serena for at være byen, hvor vi fejrede hans 12 års fødseldag. Hele hotellet blev indviet i, at han havde fødselsdag, da han startede dagen med at åbne gaver i spisestuen – og både stuepigen og ejeren var forbi at lykønskesmiley

Blog Image

Gaven fra mormor var penge til at købe de pokemon eller andre -kort for i en dertil indrettet butik, der hedder SALO, så vi startede dagen i La Serenas mall, hvor Axel fik al den tid han kunne ønske sig til at vælge:

Blog Image

Vi fejrede også Axel med at gå ud at spise lidt finere, på en peruansk restaurant – og inden vi tog i biografen var vi en tur på stranden. Det blev rigtig sent den dag – Axel fyldte 12 år med stil og en masse solskin!

Blog Image

Blog ImageEfter La Serena drog vi op i Elqui-dalen, oppe i bjergene, hvor vi blev fire nætter i Vicuña. Derfra tog vi ud på forskellige udflugter – der er så utroligt meget at se, og man bliver ligesom aldrig mæt af det smukke landskab mellem de ørkentørre bjerge og den frodige oaselignende floddal.

Blog Image

Der er varmt, varmt, varmt – og vinden, der kommer ned fra bjergene er tør. Men på en mærkelig måde er der alligevel friskt – for luften er så ren, og alting er så smukt. Det er landbrugsland, især for vindruer og papayafrugter – vindruerne hang i store klaser, og der blev tørret rosiner rundt omkring:

Blog Image

Blog ImageBlog ImageNår det er så tørt og varm er noget af det dejligste – vand! Vi søgte vandet – og var i svømmebassin, ude at bade i floden (i underbukser, for det var ikke helt planlagt), og i vandland – det sidste et helt specielt skønt sted med 9 bassiner, rutchebaner, strømme og meget andet. Her er Axel ved at hoppe i svømmebassinet:

Blog Image

Denne nedgang til floden et sted, hvor det var til at komme til at bade fandt vi en sen eftermiddag på vej tilbage til hotellet efter en smuk men også meget varm dag længere op i bjergene – og selvom vandet kommer fra de meget fjerne isklædte tinder er det nået at blive varmet op, så det er utrolig dejligt at bade der. Først mente vi, det måtte være nok at soppe…

Blog Image

…men så indså vi, at det var nødvendigt at komme helt i:

Blog Image

Den mere planlagte tur til vandlandet kun 15 km fra La Serena var også en succes – vi var der hele dagen fra middag, og kunne sagtens have brugt endnu længere tid dér i vandet ( hvor det i øvrigt for første gang lykkedes mig at blive rød). Her nyder Mikala vandet, og på det næste billede er hun og Claudio sammen ude i “flodstrømmen”:

Blog Image

Blog Image

Der var som sagt en dag, vi var længere oppe i Elqui-dalen, hvor skrænterne bliver stejlere, og det grønne skrumper ind – men hvor forskellen stadig er intens:

Blog Image

Mikala fik lov til at få en tegnepause, så hun kunne indfange landskabet på papir:

Blog Image

De små landsbyer langs floddalen er noget af det mest charmerende – holdt i gammel spansk kolonistil eller bygget efter gamle diaguitas-indianertraditioner – her er det kolonistilen i det smukke kommunekontor, og en køn Plaza med en figur af to søskende, der holder om hinanden:

Blog Image

Blog Imagedet var på en måde en rigtig Mikala-dag, uden at det var det, der var meningen – hun fik nemlig opfyldt to ønsker, nemlig at komme ud at ride, og så at se Gabriela Mistral- museet, som hun gik glip af på vores sidste tur til dalen (Gabriela Mistral, nobelprisbelønnet chilensk digter). Vi lejede en hest til hende i Pisco Elqui, og efter at have trukket hende rundt i noget tid kunne hun pludselig godt selv:

Blog Image

Blog Image…og her er Axel og Mikala foran det forjættede museum:

Blog Image

Det var den længste tur, vi var på. En anden dag tog vi rundt i nærområdet omkring Vicuña – det viste sig, at der var så meget at se på, at vi først kom rigtig sent hjem. Billedet herunder viser statuen af en diaguitas-indianer på vej ind i den landsby, der meget betegnende hedder – Diaguitas. En meget charmerende lille by, med det smukkeste kunsthåndværk – helt klart et besøg værd.

Blog Image

Lige uden for Vicuña er der en udkigstop – den var vi en tur oppe på, bilen trak alt hvad den kunne op ad de grusede veje, så vi gav den et hvil og gik resten af vejen. Sjovt nok er der næsten altid en Jomfru Maria figur på toppen af den slags steder – dette var da heller ingen undtagelse:

Blog Image

Oppe fra toppen var der en smuk udsigt over dalen, og man kunne se helt op til de hvidblinkende stjerneobservatorier, som egnen er så internationalt kendt for med de optimale betingelser for astronomisk forskning (stjernekiggeri):

Blog Image

Blog ImageEfter de varmeste anbefalinger fra vores bed&breakfast fandt vi denne dag frem til “solkøkkenet” – en restaurant, der kun bruger solenergi til at lave maden – dejlig mad og skønne brød til næsten ingen penge. Det er den vellykkede del af et projekt til at få kvinder i området ud af fattigdommen og samtidig tage vare på miljøet:

Blog Image

Blog ImageVi nåede sandelig også forbi Capel, der er det største Pisco-producerende selskab i Chile (Pisco:Druebrændevin) – men i den varme får man faktisk slet ikke lyst til at købe andet end de is, de også sælger.

Blog Image

Den sidste aften i Vicuña var Axel og jeg en tur til Mamalluca, det “åbne” stjerneobservatorium, hvor man kan melde sig til en tur samme dag, og få lov til selv at kigge på stjernerne. Her er Mamalluca i det fjerne om dagen:

Blog Image

Og her er vi så deroppe om aftenen, mens solen går ned:

Blog Image

På sådan et observatorium kalder de månen for “lys-forurening” – men smuk er den på den store nattehimmel, både tæt på gennem et teleskop og når den bare hænger deroppe:

Blog Image

Blog Image

Vi kan jo desværre ikke tage billeder af den helt enorme stjernehimmel, der vælver sig oer os deroppe i bjergene – så godt er mit kamera altså ikke – men så kan I til gengæld få nogle billeder af Axel, der sammen med mig udgør den del af familien, tanken om en uendelig himmel ikke giver myrekryb – vi finder det bare spændende, og er begge ret fascinerede af det.

Blog Image

Blog ImageEfter vores tur oppe nordpå drog vi til Santiago – her var det meningen, vi skulle være blevet i ti dage, dels for at ordne mine visum-papirer, og dels for at besøge familie og venner. I mellemtiden fik vi dog mistanke om, at Claudios søster havde en tumor i hjernen – det viste sig heldigvis at være falsk alarm, men vi var allesammen meget bekymrede, og kunne først komme videre, da vi fandt ud af, at der ikke var noget. Vi var derfor i Santiago næsten to uger. Men ud over at bekymre os fik vi da heldigvis også nogle rigtig gode dage med udflugter forskellige steder hen. Her er vi en af de første dage netop med familien i Cajón del Maipo, en floddal i Andesbjergene tæt på Santiago. Fætre og kusiner havde det herligt – det er en flok på i alt fem børn, der virkelig går godt sammen. Her er drengene ved at se på, hvad pigerne finder på:

Blog Image

En anden dag hjemme hos Claudios søster har Mikala klædt sig ud som Michael Jackson – med fætter Ignacios hjælp:

Blog Image

Og så “opdagede” vi en park midt i byen, som Claudio godt kendte fra da han var lille, men som vi aldrig havde været ude i – den er fyldt med alle mulige sjove interaktive museer for børn og barnlige sjæle. Her tog vi på teknologisk museum – udenfor var Mikala og Axel ved at afprøve lydbølgerne i en parabol:

Blog Image

Blog ImageJeg havde også børnene med på flere byture oppe i Providencia – et dejligt (rigere) kvarter med brede boulevarder og fortovscafeer. En dag gik vi hele vejen hjem, og kom forbi dette smukke springvand med skiftende farver:

Blog Image

Vi fik også set en del til vores venner. På de næste par billeder er vi hjemme hos Yeye og Jaime, hvor børnene er i svømmebassin med deres yngste søn, og Mikala hjælper Yeye (der altid laver helt speciel god mad til os) med at lave brød (hun ælter dejen sammen direkte på bordet, det bliver rigtig godt), som blev bagt i deres specialkonstruerede jordovn, hvor det får en smag som snobrød:

Blog Image

Blog ImageBlog ImageVi besøgte også min gamle unversitetsveninde Alejandra og hendes lille familie til en lækker grillmiddag:

Blog Image

Blog ImageSammen med en tredje veninde og hendes familie gentog vi succesen med at tage ud i den her park med museerne – men denne gang med madkurv, leg og kort-hygge (Marietta har tre drenge på næsten samme alder som Axel, med samme interesser – især fodbold og eventyrkort). Mikala fik leget en del med “onkel” Aaron (her kalder alle børn de voksne for “onkel” og “tante”).

Blog Image

Blog Image

Og så fik jeg min drøm om at prøve “El teleferico” opfyldt – det er en slags svævebane med kabiner, der løber fra toppen af San Cristobal bjerget midt i Santiago ned til foden af samme, hvor man svæver højt oppe i luften – jeg fik lokket Axel og Mikala med (mens Claudio fik mumlet en eller anden dårlig undskyldning frem og slap). Det var en rigtig god tur!
Blog ImageBlog ImageBlog ImageOg mens vi således tog afsked med Santiago højt oppe fra luften, drog vi dagen efter, i torsdags, glade ned sydpå. Planen var at nå Victoria, en lille by omkring 700 km fra Santiago, samme aften, og vi havde oven i købet været så forudseende at reservere værelser på et bed & breakfast. MEN så hørte vi en mærkelig lyd på en tankstation, og en af tankpasserne hjalp os til at finde ud af, at den var helt gal (her er der tankpassere, der fylder benzin på og vasker vinduerne for én) – og siden da har vi siddet fast her uden bil, for det er ikke sådan liiiiiige, det med reservedele og mekanikere her ude på landet – og så bumpede vi jo også lige ind i en weekend. MEN vi nåede da frem, med bus (og Claudio med kranvogn) til vores hotel her, der ligger som små hytter i bedste lejrskolestil i et grønt område med vilde kaniner, små lunde og en fodboldbane, så helt galt er det ikke. Her er jeg sammen med ungerne første dag henne på det lokale landsbytorv, hvor der heldigvis bliver lejet cykler ud, og hvor der også sættes underholdning op om aftenen – mens vi ventede på nyt fra Claudio om Bilens Tilstand.

Blog Image

Det er lidt besværligt at komme rundt med bus i lokalområdet, men i går søndag tog vi besværet med, og fandt frem til det smukkeste, grønne bjerglandskab, med de tre lokale vulkaner i baggrunden af alt det grønne – to aktive (den ene var i udbrud for knap to måneder siden). Vi var også henne ved de varme kilder og overvejede at betale for at komme ind – men med 35 graders varme var tanken om 45 graders varmt vand næsten uudholdelig, så vi gik i stedet en tur i skoven og soppede i floden – og her sydpå er vandet IKKE varmt i floderne, det er iskoldt. Men det var jo kune godt, så kunne vi blive kølet lidt ned.

Blog Image

Her er virkelig idyllisk smukt – og så er der de smukkeste træer i skoven, her en “Arrayan”, der står med det grønne sollys så smukt i skoven:

Blog Image

Blog Image

Claudio er ude at soppe i floden – og lidt længere henne finder vi den smukkest tænkelige udsigt til en vulkan-top:

Blog Image

Blog ImageVi regner med, at vores bil er færdig i morgen – men inden vi rejser videre, tager vi en tur mere op i Ultracautín – sådan hededer egnen oppe i bjergene herfra, det er gammelt indianerland, tilhørende Pehuenche-stammen, som stadig sammen med Mapuche-indianerne kæmper en brav kamp om at må få lov til at beholde deres jorde – og når man ser, hvad det er, hvor smukt og frugtbart der er, kan man endnu bedre forstå det. Så vi vil se, om vi ikke kan komme til at komme tættere på vulkanerne, og altså suge mere af det helt utroligt smukke landskab til os.

Fortsættelse følger……foreløbigt mange kærlige hilsner til jer alle derhjemme!