smiley5000 kms oplevelser rigere kom vi tilbage til Viña del Mar en af de sidste dage af februars korte måned, hvor vi har brugt de sidste par uger på at komme på plads, få fast forbindelse med verden via internet og telefon (og ifølge Mikala det vigtigste: kabel tv), få børnene startet i skole igen, nu i Valparaíso, og være sammen med min tante og onkel og deres to venner, som er her i Chile for tiden. Dagene er fløjet afsted, og de eftermiddage, jeg egentlig havde tænkt mig at bruge på at opdatere hjemmesiden har solen og svømmebassinet ærligt talt trukket mere – og vejret har været temmelig godt, så det er ikke megen redigering, det er blevet til smiley

Vores nye, faste adresse er: Padre Hurtado 660, dpto I-72, Sector Agua Santa, Viña del Mar, Chile. Og telefonnummeret er: (0056) 32 273 83 35. Ja, vi har fundet en lejlighed samme sted som sidst, så alt er rosenrødt på dén led.

Nu til billederne fra vores rundrejse, Del 2 – jeg har virkelig forsøgt at sortere i dem, for at der ikke skulle blive for mange, så jeg kommer nok til at springe en masse over – men et uddrag må også være mere end rigeligt (og denne gang har jeg efter flere klager sørget for at komme med på nogle af billederne, og ikke kun stå bag kameraet smiley ).

Blog Image

Her er vi lige kommet til Puerto Montt, en havneby nede sydpå i Chile, og mens Claudio måtte bukke under for en maveinfluenza var børnene og jeg nede ved kystpromenaden og spise en aftensandwich. I Puerto Montt ligger et af de største kunsthåndværkermarkeder i Chile – det har jeg desværre ikke nogle billeder af, for dér tilbragte vi en del tid.

Man skal huske, at vi er på den sydlige halvkugle – jo længere sydpå, man kommer, jo koldere. Men selv nede sydpå I Chile har der været hedebølge i år, så vi havde ofte op omkring 28 graders varme. Det sydlige Chile er også meget grønnere, i modsætning til det centrale og det nordlige er der grønt bunddække, og bjergene er tæt beklædt med træer – som et tæppe, der ofte når helt ned til vandet. Så er det også de vidtstrakte naturparkers, vulkanernes og søernes land – så der er meget at lade øjet mættes med. Endelig er det indianerland og tyskerland – det er her, mapucheindianerne stadig kæmper for deres ret til deres eget land, og det er også her, de største tyskerkolonier blev dannet i slutningen af 1800 tallet og starten af 1900. Så mange stednavne er på mapuche, og man kan få küchen, sauer kraut og andre spændende, tyske specialiteter!

Vi var 7 dage i Puerto Montt, og tog ud derfra til forskellige steder i en omegn af 50 km. En af dagene tog vi en rundtur til de største af de byer, der ligger ud til Llanquihue-søen (vulkansø). Vi startede i Puerto Octay, en lille fredelig, smukt beliggende landsby med egen tysk kirkegård, drog derefter videre til Frutillar, hvor stilen er ren alpe-tysk, og hvor der hvert år bliver holdt store, klassiske koncerter med støtte og orkestre fra Tyskland, og endelig Puerto Varas, en smuk by med puls og masser af eventyr-turisme. Her kommer en lille foto-potpourri:

Blog Image

Claudio og børnene ved kirkegården i Pto Octay.

Blog Image

En blomst – ellers ikke noget jeg sådan tager billeder af, men denne her var så smuk i solskinnet, hvad den så end er for én.

Blog Image

Koncerthuset i Frutillar.

Blog Image

Et af de huse, en tysk familie byggede i sin tid – de var så store, da de skulle kunne rumme en masse børn, for ud over de mange tønder land, en tysk bondefamilie fik foræret af den chilenske stat fik de nemlig også ét styk kvæg for hvert nyfødt barn….

Blog Image

Den smukke kirke i Pto Varas.

Men noget af det mest imponerende (efter min mening, altså), vi overhovedet oplevede på hele vores 7 ugers lange rundrejse var nu, da vi besteg Vulkan Osorno – en udslukt vulkan med en perfekt kegleform, der kan ses langt væk, og som ligger i et helt ualmindeligt smukt landskab, ud til en kæmpe sø, omgivet af tætte skove og de smukke, smukke Andesbjerge med udkig til bjergtinder og andre vulkaner. Toppen ligger 2650 m over havet – men den kan man nu ikke komme helt op til. På vej derop i bilen fandt vi pludselig ud af, at vi var ved at løbe tør for benzin, så det var en temmelig spændende (og stejl!) opstigning. Man kommer frem til et skicenter med stolehejse, som vi kørte op i – helt derop, hvor vi kunne røre den evige sne og kigge ned i et lateralt krater. Billederne yder ikke virkeligheden retfærdighed – her kunne jeg godt have brugt en vidvinkel!

Blog Image

Blog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImageFra Vulkan Osorno tog vi lige en smuttur omkring et vandfald på vej hjem – Petrohue, hedder det:

Blog Image

En anden dag tog vi lidt på lykke & fromme en tur ned af “La Carretera Austral”, som er den sydlige landevej i et ellers ret ufremkommeligt terræn mellem bjerge og hav. Der fandt vi en mand, der var ved at lave en “bio-park” med alle mulige dyr, bålsteder, naturlegetøj og meget mere på sin jeg-ved-da-ikke-hvor-mange-hektarer land. Tomas, viste det sig, havde boet 20 år i eksil i Sverige, og syntes det var vældig hyggeligt at vi sådan var fra Danmark, så vi snakkede en sjov blanding af dansk, svensk og spansk. Det var sådan et spændende og flot område, han havde, så der blev vi hele dagen. Her bliver vi vist rundt i skoven af hans datter:

Blog Image

Blog ImagePå en af de mange, hjemmelavede hængebroer (de var virkelig godt lavet, og faldt smukt ind i naturen).

Blog Image

Her er jeg i fuld fart på vej ned i luftgyngen!

Der var de sødeste dyr – her først gæs, så de kære hundehvalpe:

Blog Image

Blog Image

Lamaer var der også – de holdt til ved skakbrættet, hvor de tjekkede, at alt gik ordentligt for sig:

Blog Image

Vi var heldige, at sidste aften i Puerto Montt var dens fødselsdag – det var blevet fejret i flere uger med udendørs show og musik, men denne aften var der gjort ekstra meget ud af det, og aftenen sluttede med festfyrværkeri, som en afskedssalut til vores lille familie:

Blog Image

Vores rejse gik videre til Chiloë, en 200 km lang ø syd for Puerto Montt, som har sin helt egen ø-kultur med egne myter, legender og skikke. Her går fremskridt og gamle tider stadig hånd i hånd, når bonden er på vej hjem med sit oksespand, og konen så lige ringer på mobilen for at høre, om der eller var noget, hun skulle have med hjem fra supermarkedet? Øen lever af landbrug, fiskeri og turisme. Vi havde planlagt det sådan, at vi kom til “hovedstaden” Castro lige op til den årlige folkefest – lidt at sammenligne med Sønderborgs ringridning – hvor der er kunsthåndværk, mad, dyrskue, folkedans, optræden og mytologiske fortællinger fra hele øen.

Blog Image

Blog ImageHer opvisning i fåreklip (de bliver temmelig skaldede).

Blog Image

Blog Image

Mikala og Axel var ude at ride i en oksekærre.

Blog Image

Det lækreste, røget kød, laks og muslinger.

Vi boede i en hytte, hvor vi kunne gå lige ned til en å med eget lille vandfald. Vandet var issssssss-koldt, så kun de modigste (Claudio og Mikala) vovede sig i.

Blog ImageBlog Image

Det var egentlig ikke meningen – men vi blev på Chiloë i 10 dage, for der var bare så dejligt. En af dagene var vi i naturparken Cucao, et kæmpe fredet område, som den chilenske skov&naturstyrelse passer, og hvor man kun må færdes i en del af det. Her gik vi en laaaaaange tur i det smukke landskab, badede i søen (undtagen Axel, der var blevet forkølet), og så på flokke af små grønne papegøjer.

Blog Image

Blog ImageBlog ImageBlog ImageEn anden dag var vi en tur langs østkysten ud til en lille fiskerby ved navn Queilen. Turen dertil går gennem det smukkeste landskab med udkig til fastlandet med dets bjergkæde og vulkaner. Her følte man sig hensat til Emil fra Lønneberg, den slags landskab, og den slags led, som man sidder på. Queilen ligger smukt, med en flot gåtur langs stranden ud af en bred tange, der ender med et lille fyrtårn omgivet af brombærbuske, og en spids der minder om Skagen med rige fuglekolonier. Desværre ligger de norske lakseopdrætter også her og forurener kysten – men vi kiggede den anden vej…

Blog Image

Udsigt til fastlandets bjerge og vulkaner (dem med sne).

Blog Image

Emil – leddet.

Blog Image

Et vrag på stranden.

Blog Image

De modiges badeklub i aktion.

Blog Image

Brombærjagt – der blev nok til at lave syltetøj i hytten om aftenen.

Blog Image

De små fiskebåde – og det hvide bagved er flydende muslingefiskebanker.

Blog Image

En krabbeklo og en barnehånd.

Blog Image

Blog ImageDet ligner da en miniudgave af Skagen, ikke sandt?

Vi brugte en af de andre dage på at tage lidt nordpå, også ud langs østkysten, med en lille færge til en af de mindre øer, Achao. Dér, i en lillebitte og virkelig køn lille fiskerby blev vi næsten hele dagen, især nede på stranden, og længe på en rigtig hyggelig lille restaurant, hvor man kunne få østers til 5 kr. stk. Konceptet var godt – det var nærmest et pic-nic sted, hvor man selv kunne tage det med man ville at spise eller drikke, men hvor man så også kunne købe noget, og hvor der var hængekøjer at fordøje maden i bagefter. Alt åndende fred og ro, og total mangel på stress og jag smiley Det er første gang, jeg har spist østers, de var ret store, og flere af de lokale gik rundt med store perlekæder – både kvinder og mænd.

Blog Image

Axel var ved at komme sig af sin forkølelse, og kunne nu soppe lidt.

Blog Image

En af byens to restauranter.

Blog Image

Østers – de smagte ret godt.

Blog Image

Efter denne siesta kørte vi lidt vider på øen, og nåede udkigspladsen lige før byen Achao – her fortalte Claudio en lang og spændende historie om en sunken ø, hvor kun en lille klippetop var tilbage. Og så drog vi hjem til hytten.

Blog Image

Blog ImageBlog ImageFør vi drager væk fra Chiloë skal vi lige have et typisk billede af deres idylliske landskab med køer, der kunne ligne noget fra et vidst nationalistisk, dansk partis kampagner om at værne om det, der er så specielt for lille Dannevang…

Blog Image

Efter Chiloë gik turen atter nordpå, med rumbo mod Villarrica, en smuk turisby beliggende ved en stor vulkansø og (den aktive) vulkan af samme navn. På vejen stoppede vi ind omkring det sted, hvor Claudios mor voksede op – huset er der ikke længere, men stedet var der jo – Mikala trådte meget andægtigt på stien, da hun hørte, at her havde hendes farmor løbet rundt som lille.

Blog Image

Udhuse og en lille have.

Så kom vi til Villarrica, hvor der er de lækreste sø-strande med vulkansten og -sand. Vulkanen havde lige været i et lille udbrud, og der steg stadig røg op ad den. Solen var med os, og vi havde nogle dejlige dage.

Blog Image

Blog Image

Og nej, det er ikke en sky, der ligger over vulkanen, det er røg.

Blog Image

Her sidder vi og spiser uden for vores hytte.

Blog Image

Her er vi inde i en mapuche-hytte på et marked med alt godt fra mapuchekulturen. Villarrica ligger midt i mapucheområdet, og flere af de ældre kvinder fra mapuchestammen bærer stadig deres traditionelle klædedragt. På næste billede er vi på mapucherestaurant.

Blog Image

Ud over at være i selve Villarrica tog vi også her på udflugter rundt i landskabet. En af dagene var vi i Caburgua, som er en ren sommerhusby med en smuk strand ved Caburgua-søen.

Blog Image

En af de andre spændende oplevelser var at tage på guidet tur til hest ved foden af Vulkan Villarrica. Ejeren af hestene var en ældre, men senestærk mand, der havde arbejdet som skovfoged, og nu havde købt et stort stykke jord dér – så han kendte alle historierne om vulkanudbrud, lavastrømme, døde og overlevende – men også om mapucheindianerne, de store virksomheders skovhugst og den omgivende natur. Det var virkelig spændende – og sjovt at være ude at ride.

Blog Image

Blog ImageHer rider vi på lavaen.

Blog Image

Mikala sad ret godt i sadlen og havde helt tjek på det der. Der blev også tid til at holde hesten an og kigge op på vulkanen:

Blog Image

Den udflugt sluttede vi med sandwich i det grønne:

Blog Image

Fra Villarrica gik turen videre til Saltos del Laja – sidste stop inden hjemturen til Viña, strategisk lagt så vi ikke skulle køre de sidste 900 km i ét stræk. Saltos del Laja er et stort vandfald, 50 m højt, der ligger rigtig smukt, og som er nemt at komme til – blot en afkørsel væk fra motorvejen. Rundt om er der blomstret en større turistbranche op, og allerede med udsigten fra vores hotel kunne vi se hvorfor:

Blog Image

Vi fik næsten kun lige sat vores kufferter, før vi bare måtte ned at se det. En lille gåtur, og så var vi der – med regnbue i vandet og det hele. Vi var alle nede at lade os blive våde i sprøjtet fra vandfaldet, det var dejligt forfriskende i varmen.

Blog Image

Blog ImageBlog ImageBlog ImageHotelområdet var en oplevelse i sig selv – de havde rigtig mange påfugle, der gik frit rundt, der var et natur-svømmebassin med vand fra floden, der var legeplads, boldbane og meget mere. Og så blev vi så meget klogere – påfugle sover i træer, det vidste vi da ikke, og så skræpper de op (det lyder som en kat man trækker i halen), når folk går rundt og forstyrrer deres nattesøvn!

Blog Image

Alt godt har en ende, og selvom vi også var lidt trætte af at bo i en kuffert var vi allesammen lidt triste over, at rejsen nu var slut. Vi havde haft det så godt, oplevet så meget, og som Axel sagde, lært så meget om hvordan man lever forskellige steder, at vi sagtens kunne være blevet ved. Men ansvaret kaldte, ungerne skulle starte i skole, og inden da ville vi gerne være på plads. Så den 28. februar flyttede vi ind her, og det er nu også ganske dejligt – Viña har vist sig fra sin smukkeste, solfyldte side de fleste dage, og vi er blevet beriget med besøg, som jeg også skrev i starten. Vi kunne købe ind på markedet igen, og fylde spisekammeret op – det er jo en god ting, især når melonerne er så store som de er nu:

Blog Image

Og så blev vi jo også så begavede – vores gæster havde masser af gode ting med fra DK, nødvendige ting som lakrids, Ander And blade og pålægschokolade smiley

Blog Image

Vi startede med at invitere på udkig fra vores terrasse med efterfølgende grill – det var rigtig hyggeligt.

Blog Image

Blog Image

I disse dage er de kommet tilbage fra en tur til Påskeøen, så nu står den på daglige udflugter, mens ungerne er i skole – det er virkelig sjovt, og vi har haft en masse gode dage. Men mere derom senere – nu er det vist “super sengetid” som jeg plejer at sige til ungerne, og I gider heller ikke mere for denne gang. Vi glæder os til at høre nyt fra Jer alle, og ønsker jer alle en rigtig glædelig påske.smiley