Efter et større vulkanudbrud nede sydpå i Chile, hvor befolkningen i to byer måtte evakueres efter at være blevet dækket af aske, var det næsten for meget, at efteråret pludselig var over os i tirsdags med så megen regn, at der var oversvømmelse flere steder. Floder løb over deres bredder, gaderne var hele floder, og omkring 2000 mennesker måtte evakueres. Selv mærkede vi det “kun” ved at det tog 1 1/2 time at køre de 10 km fra skolen i Valparaíso og hjem, og flere gange troede jeg, bilen ville begynde at flyde. Især aftenerne har været kolde, og med stormen og regnen susende om ørerne blev tankerne ledt hen på en novembernat i Danmark. Og så, pludselig! I dag kom solen frem, og vi har siddet på terrassen i flere timer kun iklædt shorts (og jeg en lille tækkelig topsmiley), kigget på vores udsigt og husket på, at sådan er det jo her – vinteren er aldrig rigtig kun vinter! Og sådan lader vi nu op til den sidste tid af vores forældreorlov her i Chile.

Og så er der jo unægteligt gået noget tid siden jeg sidst har fået opdateret denne side – efter vores rejse rundt i Chile var det ligesom om, at der ikke var så meget nyt fra vestfronten. Men nu har jeg fået kigget vores billeder igennem – og så er der jo alligevel en del at fortælle. Så vi starter helt tilbage i slutningen af marts måned, hvor det stadig var sommer og sol, sol, sol – her Axel og Mikala på stranden her i Viña.

Blog Image

Blog Image

Det var også i slutningen af marts, vi var til Axel og Mikalas kusine Trayens fødselsdag i Santiago – Santiago er som en bageovn om sommeren, men børnene virkede helt upåvirkede, de hyggede sig gevaldigt og legede en hel masse.

Blog Image

Blog Image

April måned fortsatte med sol og sommer, svømmebassin og strandvejr. Børnene var jo tilbage i skole igen – sommerferien sluttede i starten af marts – men i weekenderne var der masser af tid til at nyde det gode vejr. Her er vi på en strand-restaurant at spise skaldyrs-empanadas med nogle gode venner:

Blog Image

Som jeg har fortalt om før sagde alle lærerne på børnenes skole kollektivt op ved sidste skoleårs afslutning, og oprettede en ny skole, denne gang i Valparaíso. På trods af en meget længere skolevej besluttede vi at følge dem – børnene er glade for deres lærere og kammerater, og det har også vist sig at være en god beslutning. Nu er det jo de samme lærere, oven i købet den samme skoleinspektør – så grundlaget er det samme, og ikke mindst den vægt, der bliver lagt på den kunstneriske udfoldelse. Så det varede da heller ikke længe efter skoleårets start, før der blev arrangeret en “Peña”, hvor børnene optrådte med sang og musik. Denne gang var der også inviteret en gruppe mapuche-indianere, der sang og dansede deres traditionelle musik:

Blog ImageAxel og Mikala sang selvfølgelig også med deres respektive klasser:

Blog ImageBlog ImageBlog ImageBlog ImagePigen i blå bluse, der synger ind i mikrofonen på det sidste billede er Milena, Mikalas bedste veninde henne i skolen – hun bor lige i nærheden, og vi har lavet en kørselsordning med forældrene, så de ser rigtig meget til hinanden og er tit hjemme hos hinanden at lege. Og så er de begge helt vilde med Pet Shops – de små dyr med de store hoveder, som Mikala efterhånden har en hel samling af – her har Mikala taget “skolebilleder” af dem allesammen (men vi nøjes med et enkelt):

Blog Image

Pludselig måtte Claudio rejse sammen med sin søster de 2000 km ned til Puerto Montt – en fætter døde i en tragisk drukneulykke som lystfisker, og selvom de ikke nåede derned til begravelsen, tog de afsted for at være sammen med deres tante. Det blev også til et gensyn med familien – her er Claudios tante med sine børnebørn (den samme tante, som modtog mig og Claudio så gæstfrit i sit hjem for snart 1000 år siden dengang vi var unge smiley)

Blog Image

Et spring på nogle uger frem, børnene havde fri 1. og 2. maj – og vi tog igen til Santiago at besøge venner og familie. De venner, vi skulle besøge bor tæt på det sted, hvor Claudio og jeg første gang købte hus, og hvor Axel blev født – så vi slog et smut omkring vores udgangspunkt for at se, hvordan der så ud nu. Og her er vi så, 12 år senere:

Blog Image

Jeg glemte som sædvanligt at få kameraet frem hos vores venner – men dagen efter fik vi da taget det her billede af fætre og kusiner samlet hjemme hos Nayaret:

Blog Image

Efter den tur var det, at tre af os blev (meget) syge – jeg har aldrig følt mig så skidt tilpas, så nu er jeg (måske?) blevet tilhænger af at lade sig vaccinere mod influenza (hvis jeg altså kan overvinde min nåleskræk!). Så vi måtte udsætte min fødselsdag lidt – middagen med vennerne udsatte vi en uge (de var i øvrigt også syge allesammen!), og selv listede vi ud af hulen, noget hulkindede efter en uge på havregrød og suppe, på en solskinsdag dagen derpå, for at køre lidt sydpå til Laguna Verde, en smukt beliggende landsby i en bugt, hvor kystbjergene når helt ud til havet i bratte skrænter. Vi stoppede oven for landsbyen på en udkigspost – og da der var en herreløs hund, ville vi give den det hundemad, der ellers var tiltænkt “vores” herreløse hund hjemme. Men den var vist en spejder-herreløs-hund, der sad alene kun for at lokke intetanende madgivere til – for pludselig, ud af intet, var vi omringet af sultne hundeøjne smiley Heldigvis havde vi temmelig meget hundemad med…her nogle af hundene:

Blog Image

Og her Axel:

Blog Image

Vi fandt en hyggelig lille fiskerestaurant at spise fødselsdagsmiddag på – første ordentlige måltid i lang tid:

Blog Image

Bagefter gik vi en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tur på stranden, det var virkelig skønt med solen og blæsten i ansigterne – jeg tror, det var dér, vi virkelig blev raske:

Blog Image

Fuglelivet var enormt – som altid ved et flodudløb. Claudio fangede en fugl i flugt – er der nogen, der ved hvad det er for en?

Blog Image

Og så skal jeg jo lige huske at få sat et billede ind af mig også….:

Blog Image

Tilbage til hverdagen fik jeg en dag taget kameraet med i skolen da jeg skulle hente børn – så her et par billeder fra skolegården (på det første – “find Axel” – og på det andet “Hvorfor tager du billeder af mig?!?”):Blog Image

Blog Image

Nogle gange skal der også være plads til udflugter på hverdage, selvom børnene går i heldagsskole og alt det der – så en dag inviterede vi alle de unger, vi har med i bilen på havnerundfart i Valparaíso. Den uge lå der et stort, amerikansk krigsskib med plads til 65 fly tror jeg det var, og 3000 ansatte, ud for havnen – så Valparaísos barer m.m. (!) havde kronede dage. Man kan lige skimte det på billedet her, i baggrunden:

Blog Image

Vi var også lige et smut forbi de store kraner i havnen:

Blog Image

Og Gabriel, Mikalas klassekammerat, var lige henne og prøve en af de gamle kanoner, da vi var vel på land igen:

Blog Image

Når man sådan har fået en masse nye venner er der jo også nogle, der bliver gravide, nye små der kommer til verden – således lille Miguel her, søn af Ely og Jose Miguel, bror til Sofia og Joaquin som man måske husker er nogle af Axel og Mikalas bedste venner her:

Blog Image

Nååååååååh!

Det var her i sidste uge. I starten af ugen kom tågen ind fra havet og indhyllede Viña – vi kan stå heroppe og se, hvordan den kommer rullende op mod os, det er ret fascinerende:

Blog Image

Blæsten og regnen tog til, vi er tilbage hvor jeg startede denne fortælling – og da det endnu ikke var stilnet af tog vi (a pro pos) Sofia og Joaquin med en tur ned til stranden at se på de høje bølger, der stod som sprøjt ind mod kystpromenadens kampesten:

Blog Image

Sikke en kraft, naturen har! På det næste billede ved jeg ikke lige hvad der foregår – det ser nærmest ud som om Axel er ved at ofre sin fodbold til havet, men det tror jeg nu ikke (han har den i hvert fald endnu) smiley:

Blog Image

Mikala og Sofia: “Vi er her også”:

Blog Image

Ja, og så kunne det ikke blive mere aktuelle billeder – her et view ud over Viña del Mar, som den ser ud lige nu i skrivende stund, Viña By Night:

Blog Image

Vi nyder altså den sidste tid her – men glæder os også til at se jer allesammen igen! I morgen (lørdag) tager vi til Pomaire, den gamle indianerby med ler-kunsthåndværk, og derfra hjem til nogle venner fra “gamle dage” (Lorena og Pedro Pablo – for dem der kender dem!), som vi overnatter hos, og så benytter vi os lige af lejligheden til at slå et smut omkring Claudios søster m. familie. Men foreløbig vil jeg sige Godnat herfra, med en kærlig hilsen fra alle os til alle jer!